Aktier/middag: Medicinalduo og GN i toppen - FLS ned på dobbelt hug

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 11:50  |  
Arkiv: Foto

Lundbeck slikker sine sår onsdag middag efter gårsdagens massive fald på 12 pct., og Bavarian følger trop på en positiv analyse fra Citi, der blandt andet highlighter selskabets forsøg med en covid-19 vaccine. Med i toppen ligger også GN, der har opjusteret forventningerne til året.

I bunden ligger FLSmidth efter en hård medfart fra Goldman Sachs.

Samlet ligger det danske eliteindeks, C25; midt på handelsdagen onsdag til et plus på 0,1 pct. til 1721,8.

- Lundbeck kommer lidt igen, efter at aktien faldt med 12 pct. i går, da de meddelte, at deres forsøg med behandling af patienter med demens af Alzheimers-typen blev skudt. Forsøget er ikke droppet - der skal bare bruges mere tid. Og både Danske Bank og Nordea påpeger da også i dag, at det ikke er jordens undergang, siger Lars Hytting, som er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning og fortsætter:

- Men det kommer lidt an på, hvor langsigtet man ser på aktien. Lundbeck har lidt af en kedelig trackrecord med at få nye produkter ud - og de har brændt mange penge af.

Danske Bank har onsdag valgt at løfte sin anbefaling til "køb" fra "hold" af Lundbeck-aktien med et kursmål på 230 kr. Aktien stiger 3,2 pct. onsdag middag til 203,30 kr.

AUDIO TAGER OVER

GN opjusterede onsdag morgen forventningerne til 2021 efter en stærk udvikling i Audio-divisionen. Samtidig er selskabet kommet med foreløbige tal for første kvartal.

For GN Audio ventes nu en organisk vækst på mere end 25 pct. sammenlignet med en tidligere prognose på mere end 20 pct. For høreapparatforretningen GN Hearing fastholdes forventningerne.

- Det er imponerende, at Audio kan blive ved. Vi så retningen allerede sidste år, og vi skal nok så småt til at se på GN med andre øjne end tidligere, hvor det var Hearing, der fyldte mest, vurderer Lars Hytting.

- Selv om optimismen omkring hjemmearbejde er falmet en smule, så bliver det nok en del af en normal hverdag. Arbejder man eksempelvis hjemme to dage om ugen, vil der jo fortsat være efterspørgsel på Audios produkter, siger chefen for Artha Kapitalforvaltnings aktiehandel.

GN ligger til et plus på 2,4 pct. til 544,80 kr.

DOBBELTSLAG TIL FLS

Helt i bunden af eliteindekset ligger FLSmidth med et fald på 3,2 pct. til 223,90 kr. Lars Hytting peger på, at tirsdagens amerikanske rentefald forplanter sig onsdag, da det typisk er godt for tech og grønne aktier, mens blandt andet de cykliske aktier presses.

- Oveni kommer en dobbelt nedjustering fra Goldman Sachs. De går direkte fra "sælg" fra "køb", hvilket er ret voldsomt, for man ser ikke så tit, at man hopper to trin ned, siger Lars Hytting.

Det amerikanske finanshus har sat kursmålet ned til 208 kr. fra 240 kr.

FLERE LØFTEDE KURSMÅL FOR DSV PANALPINA

DSV Panalpina får derimod hævet sit kursmål af både Nordea og ABG Sundal Collier.

Nordea hæver det til 1400 kr. fra 1200 kr. med anbefalingen "køb", mens ABG hæver kursmålet til 1350 kr. fra 1180 kr. Også her hedder anbefalingen køb.

Onsdag middag falder DSV med 0,2 pct. til 1294,75 kr.

MÆRSK PÅ VEJ TIL AT BLIVE OVERHALET

Schweiziske MSC, som Mærsk samarbejder med gennem 2M-Alliancen, er godt på vej til at overhale det danske rederi i kampen om at være verdens største inden for containerfragt.

Det skriver branchemediet Alphaliner, der har set nærmere på de to rederiers containerflåder.

Her har MSC i øjeblikket en flåde på 587 containerskibe med en samlet kapacitet på 3.892.732 teu, mens Mærsk har 711 skibe med en kapacitet på 4.126.740 teu.

Dog har Mærsk ikke nogen store skibsordrer på bedding i den nærmeste fremtid, mens MSC omvendt har ordrer på skibe med en kapacitet på knap 660.000 teu i bøgerne. Derudover ventes der flere ordrer, som endnu ikke er bekræftet.

Dermed ventes MSC at overhale Mærsk i løbet af 2022.

Mærsks B-aktien er onsdag middag sunket til bunds med et fald på 2,2 pct. til 14.755 kr.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder