Aktier/middag: NKT stikker positivt ud i surt marked

Udgivet den 05-04-2024  |  kl. 11:26  |  
Aktie tabel

Der er ikke megen munterhed at spore på det danske aktiemarked fredag middag, hvor NKT dog stikker ud efter en positiv anbefaling fra Nordea.

Resten af C25-aktierne ligger imidlertid mere eller mindre underdrejede efter klare fald i den sene handel på Wall Street torsdag, hvor markedet pludseligt vendte nærmest ud af det blå.

En række taler fra fremtrædende medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der såede tvivl om udsigterne for rentenedsættelser, fik skyld for stemningsskiftet.

DANSKE AKTIER FØLGER TROP

Det danske C25-indeks følger fredag trop og ligger ved 11.15-tiden 0,9 pct. lavere i 1913,53.

- Det amerikanske marked faldt en del tilbage to timer før lukketid.

- Jeg tror, at det handler om et sammensurium af, at der er ekstremt meget usikkerhed om renten og inflationen. Samtidig er der problemer i Mellemøsten, olieprisen har ramt et højt niveau, og den japanske centralbank signalerer højere renter. Så jeg tror bare, at det pludseligt blev for meget for markedet, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Spænding og usikkerhed hersker der også om eftermiddagens jobrapport fra USA.

Her ventes ifølge Bloomberg News, at der blev skabt 214.000 job uden for landbruget i marts mod 275.000 i februar. Arbejdsløsheden ventes at være faldet til 3,8 pct. fra 3,9 pct.

- Jobrapporten er næste store punkt, men det er svært at spå om, hvordan det lander. Den skal hverken være for stærk eller for svag. Så den skal nok helst lande i nærheden af forventningerne og måske allerbedst en lille smule bedre, vurderer Martin Munk.

NKT FÅR OPMÆRKSOMHED

Blandt de mest faldende danske C25-aktier er fredag middag GN, Rockwool og Danske Bank, der ligger henholdsvis 2,7 pct., 2,6 pct. og 2 pct. lavere i 179,90 kr., 2288 kr. og 205,30 kr. Der er ikke nyt fremme, ud over at alle tre aktier har gjort det godt i den senere tid.

I toppen af C25 ligger NKT 0,3 pct. højere i 575 kr., efter at selskabet torsdag annoncerede en investering på trekvart milliard i at udvide produktionen af mellemspændingskabler på tre fabrikker.

- Det tolker markedet som positivt, siger Martin Munk med henvisning til, at det skyldes stor efterspørgsel.

Nordea har efterfølgende hævet kursmålet for aktien til 670 kr. fra 580 kr. og gentaget anbefalingen "køb".

Der er også analysenyt om Carlsberg, der har fået skåret sin anbefaling til "ligevægt" fra "overvægt" hos den britiske storbank Barclays. Bryggeriaktien falder 1,2 pct. til 939 kr., hvilket dog rækker til en plads midt i C25-feltet.

Der er også analysenyt til Coloplast, der har fået sat kursmålet op til 1050 kr. fra 975 kr. hos finanshuset Jefferies, der anbefaler "køb".

Coloplast falder 0,1 pct. til 920,20 kr., hvilket sikrer en podieplads som treer i C25-feltet, akkurat overgået af Novo Nordisk, der også ligger 0,1 pct. lavere i 860,20.

Firer i C25-feltet er Tryg, der netop har set en dom gå imod sig i Sø- og Handelsretten afgjort fredag, ifølge FinansWatch.

Tryg holdt sig ikke inden for lovens rammer, da selskabet i en længere periode hævede priserne for flere af selskabets privatkunder uden at varsle prisstigningerne. Tryg vil nu overveje, om selskabet vil anke dommen.

Forsikringskoncernen ligger 0,1 pct. lavere i 141,70 kr.

UTÆTHEDER I AQUAPORIN

For vandteknologivirksomheden Aquaporin byder fredag middag på en hård medfart og et fald på 10 pct. til 37,70 kr. oven på årsregnskabet. En stor del af spændingen var ellers taget ud på forhånd, efter at selskabet i slutningen af januar kom med foreløbige tal for 2023. Men aktien er også steget en del op til regnskabet. Torsdag blev det til en gevinst på 12 pct. og onsdag 10 pct.

Fredag er der fragået et udbytte i Scandinavian Tobacco Group på 8,4 kr. per aktie. Aktien falder 8,8 pct., eller 11 kr. - til 113,40 kr. i den indledende handel.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯