Aktier/middag: Nordea og Mærsk tynger i et generelt presset eliteindeks

Udgivet den 19-10-2023  |  kl. 11:30  |  
Arkiv: Foto

Regnskabsaktuelle Nordea og Mærsk-aktierne flyder torsdag rundt i bunden af C25 indekset og bidrager sammen med en negativ udvikling for indekstunge Novo Nordisk til at trække det generelt pressede eliteindeks ned.

Ved middagstid ligger indekset i 1635,85 eller 0,6 pct. lavere end lukkeniveauet onsdag eftermiddag.

- Markedet er stadig lidt presset, som det har været på det seneste drevet af stigende renter. Markedet er pænt presset lige for tiden, bemærker chefaktiehandler Mads Zink i Danske Bank.

Han nævner den fortsatte uro i Mellemøsten, stigende råvarepriser og stigende renter som baggrunden for usikkerheden.

NORDEA I MINUS EFTER REGNSKAB

I bunden af indekset falder Nordea 3,3 pct. til 76,64 kr., selv om nordens største bankkoncern torsdag morgen fremlagde et regnskab for tredje kvartal, hvor lavere nedskrivninger er med til sikre et bedre end ventet nettooverskud. Det steg til 1345 mio. euro fra 1001 mio. euro. Der var af analytikerne hos Infront Consensus ventet 1298 mio. euro.

- Det undrer mig lidt, at den falder, for jeg synes faktisk, at det er et ganske pænt resultat, de er ude med, siger Mads Zink.

- Men banker ligger lidt skidt i dag i Europa, så Nordea "trender" egentlig bare som dem, konstaterer chefaktiehandleren.

Torsdag middag taber Danske Bank 1,1 pct. til 163,60 pct., og Jyske Bank falder 1,1 pct. til 516,60 kr.

Danske Bank har fået hævet sit kursmål til 222 kr. fra 210 kr. hos det britiske finanshus HSBC, som fastholder anbefalingen "køb"af aktien.

NEDGRADERING TIL MÆRSK

Med i dybden er også Mærsk-aktierne med et fald til B-aktien på 1,9 pct. til 11.660 kr.

A. P. Møller-Mærsk har fået sænket anbefalingen for aktien til "underperform" fra "neutral" af Bank of America. Samtidig skæres kursmålet til 9300 kr. fra 13.000 kr. Det fremgår af en analyse fra banken.

Ellers rekordvante Novo Nordisk taber 0,9 pct. til 706,70 kr.

- Novo har været pænt stærk. Jeg ved ikke om der måske er tale om noget profithjemtagning, men jeg har ikke set noget specifikt, som gør, at man skal sælge Novo lige i dag, mener Mads Zink.

Men en del af forklaringen kan være, at medicinalaktierne generelt klarer sig dårligst i Europa torsdag, medgiver han.

Gigantens to branchekolleger i eliteindekset Bavarian og Genmab falder henholdsvis 1,6 pct. til 131,75 kr. og 2,2 pct. til 2032 kr.

ROKADER I TOPPEN

Med noget mindre udsving mellem 0,5 og 0,9 pct. rokerer GN, Vestas, Ørsted, Royal Unibrew og Carlsberg rundt mellem de øverste pladser i torsdagens C25-indeks.

De to hørerapparat-selskaber GN og Demant får opmærksomhed i anledning af den årlige høreapparat-messe EUHA i Nürnberg i denne uge med blandt andet produktpræsentationer. For Vestas, Ørsted og bryggerierne er der derimod ikke nyt fremme.

PANDORA FÅR HØJERE KURSMÅL

Danske Bank venter, at smykkeselskabet Pandora har haft et solidt tredje kvartal, hvor selskabet fortsat vokser mere end markedet generelt.

Og det i gangværende fjerde kvartal ventes ligeledes at lande fint i forbindelse med, at strategien Phoenix implementeres endnu mere.

Banken hæver sit kursmål for aktien til 980 kr. fra 875 kr. og gentager "køb".

Aktien falder 0,4 pct. til 819,20 kr.

TCM NEDJUSTERER EFTER BUDGETFEJL

TCM Group nedjusterer forventningerne til 2023 på grund af svage markedsforhold og et budget, der var skudt over mål. Køkkenselskabet kom desuden med en række foreløbige tal for tredje kvartal.

- Som et resultat af de svagere markedsforhold har vi, som en forebyggende foranstaltning, besluttet at øge vores hensættelse til potentielle tab på vores tilgodehavender, lyder det fra topchef Torben Paulin.

Køkkenaktien styrter 11,9 pct. til 40,80.

I forlængelse af nedjusteringen har Danske Banks analytiker Poul Ernst Jessen sat kursmålet for aktien markant ned til 60 kr. fra 90 kr.

Transportkoncernen NTG Nordic Transport Group har fået sænket sit kursmål af Nordea til 425 kr. fra 470 kr., mens anbefalingen "køb" bliver fastholdt. Transportaktien falder 1,1 pct. til 305 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

11:45 Aktier/middag: Høj stemning med Ambu i vinderposition
11:38 Djurslands Bank leverer stærkeste første kvartal nogensinde
11:02 Industriproduktionen i eurozonen steg lidt mere end ventet
10:42 FLSmidth melder om fremdrift i salg af Cementdivision men omsætning i Mining skuffer
09:45 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
09:29 Obligationer/åbning: Renten falder let før inflationstal kan give reaktion
09:22 Kommende Mærsk-partner løfter bunden af forventningerne
09:15 Aktier/åbning: Salgstal sender Lundbeck op mens FLS sendes ned på faldende omsætning
08:58 Sydbank: Stor interesse for FLS' cementforretning kan give let positiv reaktion
08:57 H+H øger underskud, men fastholder forventning - ser forbedring i UK og Polen
08:52 Lundbeck-chef om Rexulti-skuffelse: Vokser stærkt trods midlertidig suspension i depression i USA
08:47 FLS-finansdirektør: Der er bingo på alle plader
08:23 Aktier/tendens: Lundbeck-salgstal kan give god start - FLS og Rockwool tager fokus
08:05 Lundbeck flyvende fra start i 2024 trods bump på vejen for nøgleprodukt
08:00 Stort fald i det fuldførte byggeri i første kvartal 2024
08:00 Producent- og importprisindekset falder fortsat
08:00 Psykiske lidelser hyppigere blandt NEET-gruppen
07:21 Obligationer/tendens: Små rentebevægelser ventet før inflationstal kan give reaktion
07:13 Råvarer: Oliepriserne stiger på forventninger om fald i de amerikanske råolielagre
07:11 Mærsks asiatiske konkurrenter falder tilbage onsdag