Aktier/middag: Rockwool og mildere renteudsigter trækker op

Udgivet den 24-11-2022  |  kl. 11:48  |  
Maersk

Revanche til Rockwool og øget risikolyst under indtryk af mildere renteudsigter fra USA trækker torsdag det danske aktiemarked fremad, og C25-indekset ligger ved middagstid i 1678,12 eller 1,2 pct. højere end lukkeniveauet onsdag eftermiddag.

Handlerne lader sig inspirere af ikke mindst referatet fra seneste møde i den amerikanske centralbank Feds seneste renteudvalg, som tegner et klarere billede af neddæmpning af de kommende rentestigninger fre centralbankens side. Derudover kommer der torsdag næppe yderligere impulser fra USA, hvor finansmarkederne torsdag holder lukket i anledning af thanksgiving.

- Vi ser positive markeder i Europa og også herhjemme, og det er egentlig udmeldingen fra Fed-referatet, der understøtter markedet. Der var et klart flertal af udvalgsmedlemmer, der "tiltede" mod, at nu skal renteforhøjelserne altså ned i tempo, så det ser ud til, at vi får 50 punkter næste gang efter fire gange med 75 punkter, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Han bemærker, at tendensen i referatet ikke kommer som den helt store nyhed blandt andet efter talrige udtalelser fra medlemmer af renteudvalget på det seneste. Men det er på den anden side rart nok at få udviklingen bekræftet, erkender Martin Munk.

- Det er også det, markeder forventer - markedet ligger til en forhøjelse på 50 punkter, noterer seniorrådgiveren.

Derudover kan lidt bedre end ventede IFO-indikatorer for den økonomiske stemning i Tyskland havde bidraget til den positive stemning, antager Martin Munk.

REVANCHE TIL ROCKWOOL

Aktien i Rockwool ligger ved middagstid 5,6 pct. højere i 1708 pct., og isoleringsaktien får dermed til overflod revanche for faldet onsdag på 0,3 pct. som kvittering for et umiddelbart noget skuffende regnskab for tredje kvartal.

Men selskabet fastholder sine forventninger med henvisning til en positiv udvikling i indeværende, fjerde kvartal, blandt andet på baggrund af en fordelagtig udvikling i de energipriser, som Rockwool er så følsom overfor. Og det er ifølge topchefen i koncernen, Jens Birgersson, anledning til den positive kursudvikling for aktien.

I Jyske Bank er Martin Munk knap så optimistisk.

- Vi hæfter os ved, at volumen er faldet mere, end vi havde frygtet, og det er der, vi tror, at Rockwool vil blive ramt i fjerde kvartal og ind i 2023. Vi er måske ikke for alvor ramt ind i recession endnu, siger Martin Munk.

ØGET RISIKOAPPETIT

Sammen med Rockwool har Ambu lagt sig i toppen af C25 med et plus på 4,6 pct til 82,96 kr. uden selskabsspecifikt nyt for den sædvanligvis som volatile aktie.

- Men der tegner sig et billede af mere risikovillighed i dag, så det er aktier, som er følsomme over for risikoappetit, som stiger - jeg tænker på Netocompany og GN og Ambu. Det lugter af, at man tager risiko på i dag.

Netcompany løftes 3,5 pct. til 333 kr., og GN stiger 3,8 pct. til 173,80 kr.

MÆRSK I FREMGANG SAMMEN MED PEERS

Blandt de konjunkturfølsomme aktier går også Mærsk går frem yderligere støttet af solide stigninger til flere af de asiatiske branchefæller. De tre japanske rederier Mitsui OSK Lines, Kawasaki Kisen Kaisha og Nippon Yusen er torsdag steget 4-6 pct. på børsen i Tokyo.

Mærsks B-aktie er i plus på 2,6 pct. i 15.445 kr.

BANKERNE I TILBAGEGANG

Modsat er bankeaktierne drattet til bunds i C25, hvor Danske Bank taber 0,1 pct. til 126,05 kr., Jyske Bank mister 0,1 pct.t til 435,80 kr., og Nordea falder 0,3 pct. til 74,99 kr.

Bankerne er mest fornøjede ved højere renter, som løfter indtjeningsmuligheder. Dertil kommer, at de har haft nogle fremgangsrige dage efter Sydbanks opjustering forleden, påpeger Martin Munk.

ISS FORLÆNGER AFTALE

Servicekoncernen ISS har forlænget sin healthcare-aftale med Warwick Hospital i England med yderligere to år og samtidig udvidet aftalen.

Forlængelsen har en samlet kontraktværdi på et stort tocifret millionbeløb, skriver ISS i en pressemeddelelse.

ISS skal frem til 2024 stå for rengøringen på Warwick Hospital. Desuden skal servicekoncernen i fremtiden også stå for madservices, sikkerhed og administration på det engelske hospital.

ISS stiger dog 1,0 pct. til 150,15 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯