Aktier/middag: Simcorp topper C25 og gevinsthjemtagning i fokus

Udgivet den 19-05-2020  |  kl. 11:44  |  
Aktie tabel

Simcorp topper fortsat C25-indekset tirsdag middag ovenpå sit sene kvartalsregnskab mandag aften på en dag med gevinsthjemtagning for investorerne ovenpå mandagens kraftige stigninger.

Indekset er gået lidt tilbage siden åbning og stiger ved middagstid 0,1 pct. til 1276,23 efter at have startet dagen med en stigning på 0,6 pct.

- Der var en voldsom stigning i går. Det var ekstraordinært. Så oven på det i dag er der gevinsthjemtagning. Der er ikke kommet noget, der siger, at vi skulle være i minus, så det er en meget naturlig reaktion i dag. Det er oplagt, efter de stigninger vi har set, siger Christian Thatje, som er senioraktiehandler hos Sydbank.

Han vurderer, at det bliver en forholdsvis stille aktieuge, eftersom at børsen i København kun har åbent i tre dage.

- Der er også en forlænget weekend i denne uge. Handelsaktiviteten kommer nok til at være begrænset, så folk tager lige lidt "risk off" før den forlængede weekend, fortsætter han.

SIMCORP TOPPER INDEKS EFTER REGNSKAB

Simcorp-aktien stiger med 5,4 pct. til 665 kr., efter at selskabet mandag aften offentliggjorde regnskab for første kvartal.

- De kom med nogle gode meldinger, men jeg havde ikke set den skulle op med knap 6 pct. Det kommer bag på mig, den skal stige så meget, siger Christian Thatje.

Selskabet kunne fremvise et driftsresultat (EBIT) på 17,5 mio. euro mod de 26,4 mio. euro, der strømmede ind på den post i samme kvartal sidste år. Det var lavere end analytikernes forventninger, som lød på 21,4 mio. euro.

Selskabet venter nu en omsætningsvækst i 2020 på mellem minus 5 pct. og plus 5 pct. målt i lokal valuta, og driftsmarginalen, EBIT, ventes nu på mellem 22 til 27 pct. ligeledes i lokale valutaer.

I forhold til den oprindelige 2020 prognose er der tale om en nedjustering. Forud for suspenderingen af forventningerne i marts ventede selskabet nemlig en vækst på 5-10 pct. i lokale valutaer og en EBIT-margin på 24-27 pct.

VESTASKONKURRENT SKABER KÆMPEMØLLE

Det er et hård slag for MHI Vestas, at Siemens Gamesa tirsdag har lanceret en ny havmølle på op til 15 megawatt (MW).

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker fra Sydbank, får det nemlig den største mølle fra Vestas' joint-venture med japanske Mitsubishi på 10 MW til at ligne en miniput.

Vestas-aktien falder 0,1 pct. til 628 kr.

Mærsk Drilling steg mandag 12,7 pct., men falder tirsdag 1,5 pct. til 157,60 kr.

Drillingselskabet har fået rundbarberet kursmålet af norske Fearnleys til 120 kr. fra 536 kr., som var kursmålet 25. februar. Anbefalingen sænkes til "sælg" fra "køb". Det viser data fra Bloomberg News.

Aktien er faldet knap 65 pct. i år.

SYDBANK NEDJUSTERER SAS-ANBEFALING

Coronakrisen giver så store daglige tab for SAS, at flyselskabet med stor sandsynlighed får behov for at sælge nye aktier for et milliardbeløb. Det vurderer Sydbank, der sænker sin anbefaling af flyselskabet til "sælg" fra "hold", da udsigten til en kapitalforhøjelse kan presse aktiekursen.

Meldingen kommer netop som SAS har annonceret, at Magnus Örnberg senest den 1. oktober overtager rollen som finansdirektør fra Thorbjörn Wist, der forlader stillingen med udgangen af september.

SAS-aktien stiger 0,9 pct. til 6,3 kr.

SEKTORNYT TIL GN OG DEMANT

Tirsdag morgen er der leveret sektornyt til Demant og GN i form af et årsregnskab fra verdens største høreapparatselskab Sonova.

Sonova nåede ikke at blive ramt alvorligt hårdt af coronakrisen i regnskabsåret 2019/20, men starten på 2020/21 har omvendt været kraftigt påvirket af de nedlukninger, som udbruddet af coronavirus har medført.

Derfor oplyser selskabet heller ikke nogen finansielle forventninger til 2020/21 i forbindelse med årsregnskabet for 2019/20 tirsdag morgen. I regnskabsåret steg Sonovas omsætning med 8,7 pct. i lokale valutaer og 5,6 pct. rapporteret, så salget blev opgjort til 2,92 mia. schweizerfranc.

Det var helt på linje med forventningerne blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde regnet med 2,91 mia. schweizerfranc.

Demant falder 1,5 pct. til 167,40 kr., og GN stiger 2,2 pct. til 338 kr.

- GN ligger rigtig godt i dag. Sonovas retorik var en anelse mere positiv, end det var for to uger siden hos de danske høreapparatsproducenter. Så det er noget, der kan smitte af på hele sektoren, afslutter Christian Thatje.

BRØNDBY LEVERER KVARTALSOPDATERING

Brøndby har leveret kvartalsopdatering. Fodboldklubben på den københavnske Vestegn fik et overskud, der var "væsentligt bedre" end i første kvartal året før. Omsætningen udvikler sig som planlagt. Grundet corona er forventningerne fortsat suspenderede.

Aktien falder dog 0,7 pct. til 44 øre.

/ritzau/FINANS

Nikolaj Schou Kesting

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder