Aktier/middag: Spar Nord i fokus efter købstilbud i positivt marked - Vestas under pres

Udgivet den 10-12-2024  |  kl. 11:44  |  
Arkiv: Foto

Rockwool ligger i toppen blandt eliteaktierne i C25 tirsdag middag på en løftet anbefaling, mens GN sænkes til bunden uden selskabsspecifikt nyt.

Pandora lægger an til endnu en rekordlukning - den tredje i træk - i en grøn middagshandel, hvor C25 stiger 0,3 pct. til indeks 1866,68.

Men det er dog ikke blandt de mest omsatte aktier, at dagens historie skal findes. Vi skal ud blandt sidepapirerne, hvor Spar Nord stiger markante 45,8 pct. til 205 kr., efter Nykredit har meddelt, at finanskoncernen vil købe den nordjyske regionalbank. Et køb, der bakkes op af bestyrelsen i banken.

- Det er den helt store historie i dag. Og den høje valuation, de vil betale, er med til at hive markedet op. Når vi ser en konsolidering i markedet, så plejer man også altid at tage det som et positivt tegn på hele sektoren, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

Nykredit vil købe aktierne i Spar Nord til en pris på 210 kr. per aktie svarende til en præmie på knap 50 pct. i forhold til slutkursen mandag. Nykredit ejer i forvejen 19,6 pct. af aktierne. Tilbuddet er støttet af bestyrelsen i Spar Nord ligesom den største aktionær, Spar Nord Fonden, støtter overtagelsestilbuddet.

Blandt de mest stigende danske aktier tirsdag middag ligger en perlerække af banker.

Sparekassen Sjælland-Fyn stiger 5,7 pct., Skjern Bank går 4,5 pct. frem, Fynske Bank ligger 4,4 pct. højere, og Sydbank stiger 2,5 pct.

- Og så ligger Novo Nordisk også pænt i dag. Den følger bevægelsen med en positiv farmasektor i Europa og er med til at rykke det danske marked i plus, hvorimod vi ser fald i Europa, siger Mads Zink.

Novo stiger 1,4 pct. til 793,40 kr., og Zealand Pharma rider også med på bølgen med et plus på 1,7 pct. til 783 kr.

ROCKWOOL BYGGER NY LINJE I USA

Den danske isoleringskæmpe Rockwoool vil investere over 100 mio. dollar - svarende til godt 706 mio. kr. - i en ny produktionslinje i Mississippi til industrielle isoleringsprodukter.

- Den nye produktionslinje vil hjælpe med at imødekomme den voksende efterspørgsel fra procesindustrien i regionen omkring Den Mexicanske Golf, oplyser Rockwool i meddelelsen.

Der er tale om en ny produktionslinje på Rockwools eksisterende anlæg, der ventes klar til produktion i 2027.

Oveni har Carnegie hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" og sat kursmålet op med 200 kr. til 3350 kr.

Aktien stiger 2,3 pct. til 2630 kr.

VESTAS SHORTES MERE

I den seneste uge har hedgefondene været ude at øge deres shortpositioner i Vestas, der er steget fra 2,1 pct. til 2,7 pct. Og ifølge Mads Zink er flere end 5 mio. aktier blevet solgt den seneste uge.

- Hedgefondene har virkelig udnyttet informationen fra i onsdag om, at der skal ny finansdirektør ind, vurderer Danske Banks chefhandler.

Nyheden om finansdirektøren kom for en uge siden, hvor aktien blev sendt den med næsten 11 pct.

Oveni ligger kineserne og puster til konkurrencesituationen med deres indtog på det europæiske vindmøllemarked og presser Vestas, lige som den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, tidligere har udtryk sin misbilligelse af grøn vindenergi.

-Det er jo ligesom noget hedgefonderne elsker. En masse usikkerhed. Det gør, at aktien kommer lidt under pres, og at det er nemmere at få sat den under yderligere pres. Så det er ikke én isoleret ting i Vestas. Det er mange ting, der lige er kommet, som så er blevet udnyttet, siger Mads Zink.

Vestas falder 1,6 pct. til 100,80 kr. tirsdag middag.

Når man "shorter" en aktie, låner man aktier af andre investorer for at sælge dem på markedet i håb om at kunne købe dem billigere tilbage senere og give dem retur til ejeren.

PANDORA PÅ REKORDJAGT

Smykkeselskabet Pandora stiger 0,3 pct. til 1260,50 kr. og er på vej mod tredje lukkerekord på stribe.

Mandag steg aktien på håb om mere kinesisk købekraft, da der kan være finanspolitiske lempelser på vej i riget i midten.

ABG har efterfølgende sat kursmålet op med 8 pct. til 1350 kr. fra førhen 1250 kr., og købsanbefalingen fastholdes.

Af andet analysenyt har DSV fået indledt dækning hos børshuset Wolfe Research med den positive anbefaling "outperform" og et kursmål på 1900 kr., viser data fra Bloomberg News. DSV kører 0,6 pct. frem til 1534 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Ericsson blev sendt i skammekrogen mens Novo og Burberry lyste op
17:47 Tørlastindeks falder for ottende dag i træk
17:09 Fredagens obligationer: Opmuntrende aktivitetsindeks fra Europa sendte renten lidt op
17:04 Fredagens aktier: Novo sendt i fuldt firspring oven på lovende fedmedata
17:02 Novos markedsværdi steg 183 mia. kr. efter stærke fedmedata
16:02 USA: Michigan-indekset nedrevideret i endelig opgørelse
15:52 USA/åbning: Kommer sidelæns fra start - Meta går frem
15:49 Amerikansk erhvervstillid skuffer drevet af servicesektoren
15:36 Sydbank om Novo: Fuldstændig fair kursreaktion på stærke vægttabsdata
14:40 Amerikansk softwareselskab overrasker positivt og stiger 17 pct. i formarkedet
14:25 USA/tendens: Markedet ses falde fra rekordniveau - Boeing skuffer
13:17 American Express venter vækst og rekordresultater igen i 2025
12:34 Europa/middag: Modehuse går til tops sammen med Novo og norsk forsikringskoncern
12:14 Novo imponerer med vægttabsdata: "Det her kan vende stemningen i aktien"
12:05 Obligationer/middag: Renten kravler højere oven på opmuntrende aktivitetsindeks
11:59 Novos nye håb viser vægttab på 22 pct. - aktien tordner op
11:47 Novo stryger til vejrs efter stærkt vægttab med Amycretin
11:36 Aktier/middag: Behersket optimisme efter lille åbning fra Trump - Novo over kurs 600
10:57 Danske Bank: Skelsættende amerikansk regnskabsuge i vente med Tesla, Meta og Apple
10:46 Euro styrkes efter opløftende nyt fra indkøbscheferne