Aktier/middag: Stilhed før stormen giver lille stigning

Udgivet den 15-06-2012  |  kl. 12:12  |  

Det danske marked ligger lidt højere fredag, hvor 15 af 20 aktier i C20-indekset stiger. Som helhed går indekset dog kun 0,32 pct. frem til 430,11 point, da den tunge Novo Nordisk-aktie trækker lidt ned med et fald på 0,5 pct. uden større nyheder.

Handelen er dog relativt tynd, og markedet venter spændt på udfaldet af det græske nyvalg på søndag.

- Vi følger den positive tendens i Europa, men der er ikke så stor handelsvolumen. Det virker som et meget afventende marked forud for det græske valg. Jeg tror, folk har forberedt sig et stykke tid og tilpasset porteføljen, så de store bevægelser har været inden i dag. Nu ligger man beredt og venter på valget, siger aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

Lidt afsmitning fra den amerikanske og asiatiske handel, der begge endte med positive udfald, er dog med til at løfte de danske aktier en smule.

I toppen finder man nogle af de mere cykliske aktier, navnlig A.P. Møller - Mærsk, FLSmidth og NKT.

Mærsk-aktierne er i fokus, efter at selskabets containerrederi, Maersk Line, har varslet rateforhøjelser. Vigtigst af alt er det, at højsæsontillægget på de vigtige ruter fra Asien til Europa nu bliver indført, trods to ugers forsinkelse. Tillægget er på 350 dollar per tyvefodscontainer, teu.

Til gengæld viser de seneste rateindeks, at der igen denne uge var et lille fald i spotraterne fra Asien til Europa på 47 dollar til 1587 dollar per teu ifølge Ritzau Finans oplysninger. Mærsks B-aktie stiger med 3,2 pct. til 37.440 kr. fredag ved middagstid.

FLSmidth stiger 3 pct. til 302,60 kr., og NKT går 2 pct. frem til kurs 192,50 - begge dog uden selskabsspecifikke nyheder.

- Vi ser et billede af, at de cykliske aktier har det godt, selv om der ikke er nogen særlige nyheder i markedet, siger Martin Munk fra Jyske Bank.

Lundbeck præsenterede torsdag eftermiddag markedet for nyheden om en større omstrukturering, der blandt andet koster 600 arbejdspladser i selskabet - dog med begrænset påvirkning i Danmark. Omstruktureringen høstede umiddelbart bifald i den sene handel torsdag, men fredag er Lundbeck-aktien kommet dårligere fra land med et fald på 0,2 pct. til kurs 122,20.

Medicinalselskabet har selskab i bunden af C20-indekset af en række andre defensive aktier - navnlig Novo Nordisk, Chr. Hansen, Novozymes og Coloplast. Ingen af dem falder dog mere end 0,6 pct.

SAS får ekstra konkurrence fra britiske Flybe, der har fremrykket sin satsning i Danmark til august i år. Oprindeligt var Flybes plan at etablere sig på indenrigs- og regionalruter i Danmark fra 2013 gennem joint venture-selskabet Flybe Nordic, der er etableret sammen med Finnair, men den plan træder i kraft tidligere end ventet, skriver check-in.dk.

Branchesitet kan desuden fortælle, at der er sat beløb på, hvad den ugelange strejke blandt sikkerhedspersonalet i 14 norske lufthavne primo juni har kostet Norwegian og SAS. Ifølge brancheforeningen for norsk luftfart løber regningen for de to selskaber op mod 150 mio. kr. SAS-aktien falder fredag 1,3 pct. til 4,45 kr. og sætter dermed igen bundrekord.

Bioporto fik til gengæld en god nyhed med på vejen, da selskabet vandt sin retssag mod Phadia, hvis krav om erstatning blev afvist. Bioporto-aktien stiger efterfølgende 4,4 pct. til 5,95 kr.

Fredag fejrer Sydbank sin sidste dag i det fine selskab, C20-indekset, da aktien på mandag afløses af Pandora. Sydbank har en mindre stigning på 0,5 pct. til 95,70 kr., mens Pandora stiger 2,3 pct. til 61,40 kr..

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

13:39 Europa/aktier: Lille fald i kulisse af Mellemøst-uro og kinesisk stimulans
13:12 Carlsberg løftes i ellers negativt marked: Citi ser kinesiske stimuli fjerne risiko
12:42 Pandora får marketingdirektør fra LVMH
12:28 Britisk sportskæde slår forventninger men falder efter skuffende meldinger fra Nike
12:15 Olieaktier til vejrs efter nye prisstigninger - iransk missilangreb øger spændingerne
11:49 Obligationer/middag: Mindre behov for sikker havn sender renten i vejret
11:36 Aktier/middag: Mærsk fortsat i modvind i nervøst aktiemarked
11:21 Torms storaktionær sætter stor aktiepost til salg
11:00 Eurozonen: Arbejdsløsheden stod som ventet stille i august
10:40 ECB-rådsmedlem hælder til rentenedsættelse i oktober
09:29 Biden og Trump langer ud efter containerrederier efter strejke
09:22 Vestas får snittet kursmålet hos Danske Bank: Skuffende ordreindgang rammer indtjeningen i 2025 og 2026
09:07 Aktier/åbning: DSV får hovedrolle på skæbnedag i lysegrøn start
08:51 Zealand Pharma får dugfrisk hold-anbefaling af Deutsche Bank
08:45 Obligationer/åbning: Renterne kravler forsigtigt op fra start
08:22 Råvarer: Olieprisen stiger efter eskalering af konflikten i Mellemøsten
08:19 Aktier/tendens: Afdæmpet start i sigte på skæbnedag for DSV - Vestas får sænkede kursmål
08:09 Teslas salgstal kan flytte aktiekursen vurderer Nordnet
08:06 Københavns Lufthavn har haft sin travleste september nogensinde
07:53 Vestas får skåret lille bid af kursmål hos Deutsche Bank