Aktier/middag: Udbredt nervøsitet sender C25 baglæns - stadig pres på Mærsk

Udgivet den 03-10-2024  |  kl. 11:35  |  
Arkiv: Foto

Krigshandlingerne i Mellemøsten og frygt for en yderligere eskalering får torsdag investorerne til at holde sig på sidelinjen og medvirker til at sende aktierne ned over en bred kam med Mærsk blandt de ilde tilredte.

C25-indekset ligger ved 11.15-tiden 0,6 pct. lavere i 1914,22. Det er det laveste niveau i næsten to måneder.

- Selv om situationen i Mellemøsten ikke er eskaleret yderligere de sidste 24 timer, så kan man mærke, at der fortsat er nervøsitet i markedet. Det tror jeg er hovedbudskabet i dag.

- Samtidig er vi en situation, hvor nøgletallene følges nøje, og hvor der måske er lidt frygt for recession. Så der er pæn nervøsitet i markedet, men vi ser ikke noget paniksalg, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

MÆRSK FORTSÆTTER BAGLÆNS

Blandt de faldende aktier er A.P. Møller-Mærsk, der falder for tredje børsdag på stribe, selv om der er udbrudt havnestrejke på den amerikanske østkyst. Strejken skaber udfordringer for branchen på grund af flaskehalse, men ventes af samme årsag også at sende containerraterne i vejret. Mærsks B-aktie falder ikke desto mindre 2,4 pct. til 10.405 kr. og har tabt samlet 7,6 pct. siden havnestrejken startede i tirsdags.

- Vi ikke skal længere tilbage end midt i sidste måned, hvor Mærsk lå i 9500 kr. Så jeg tror, at man skal se det over en længere periode, vurderer Mads Zink.

Pessimismen rammer også C25's anden transportaktie, DSV, der siver 0,9 pct. til 1404 kr. efter et plus på 3,2 pct. onsdag, hvor Deutsche Bahns bestyrelse godkendte salget af DB Schenker til det danske selskab.

Efterfølgende har norske ABG Sundal Collier løftet sit kursmål for DSV til 1850 kr. fra 1550 kr. Anbefalingen er uændret "køb".

NOVO HOLDER SNUDEN OVEN VANDE

I sundhedssektoren stiger Novo forsigtigt med 0,2 til 786,20 kr., og også Coloplast ligger 0,4 pct. højere i 879 kr.

- Det meste er minus rundt omkring. Det handler ikke om, at der er så mange sælgere derude, men mere om at køberne holder sig på sidelinjen, og derfor får det hele lov til at sætte sig.

- Dem, der falder mindst, er olie- og gasrelaterede aktier, og nogle af de mere defensive aktier som farma- og forsikring. Så det er en form for flugt til sikkerhed, vurderer Mads Zink.

C25's forsikringsislæt Tryg falder 0,2 pct. til 158,70 kr.

I forhold til Novo, der er faldet over 23 pct. fra sin lukkerekord i slutningen af juni, så kan en vending være lige om hjørnet. Det vurderer den britiske storbank Barclays, der sætter sin lid til godt nyt om udviklingskandidaten Cagrisema mod svær overvægt.

- Når investorer begynder at indse, at Cagrisema er lige om hjørnet, vil aktien begynde at tage fart igen, siger Emily Field, der er analytiker hos Barclays, til Børsen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

13:45 USA/tendens: Små fald i sigte - Nvidia melder om "vanvittig" efterspørgsel på ny chip
13:11 Fortsat skyhøj tyrkisk inflation giver længere udsigter til rentelempelser
13:06 Ørsted-aktien løftes på rygter om investeringer i selskabets havvindaktiver
12:21 Europa/aktier: Europæiske bilproducenter er på slingrekurs
12:10 UBS om Novo: Aktiekursen kan rykke sig 10 pct. op eller ned på forsøgsdata for nyt fedmemiddel
11:54 Obligationer/middag: Renten kravler højere fra toårigt lavpunkt
11:35 Aktier/middag: Udbredt nervøsitet sender C25 baglæns - stadig pres på Mærsk
11:33 Seniorøkonom: Schweiz kan atter skimte nulrenten efter overraskende lav inflation
11:06 Eurozonens producentpriser steg 0,5 pct. fra juli til august
11:03 Prisen på containerfragt falder igen midt i havnestrejke
09:09 Aktier/åbning: Lille Novo-comeback ikke nok til at løfte C25
09:05 Amerikanske servicetal giver temperaturmåling før vigtige jobtal
09:00 Lundbeck indleder studie med kandidat mod sjælden øjensygdom
08:58 Kinesiske ejendomsaktiers vilde optur stoppede brat torsdag
08:55 Britisk Ørsted-konkurrent udskyder start af 1,2 gigawatt stort havvindmølleprojekt
08:48 Obligationer/åbning: Renterne holder niveau efter onsdagens store stigning
08:34 Tescos opjustering drevet af rabatter og vundme markedsandele
08:26 Aktier/tendens: DSV tager igen fokus med løftet kursmål - rød start for C25 i sigte
08:10 SEB ser nu ti kr. mindre kurspotentiale i Spar Nord
08:06 Biden lægger pres på containerrederier midt i strejke: Genstart forhandlinger