Aktier/middag: Vestas fortsætter revanchetogt - Pandora styrer atter mod rekord

Udgivet den 09-12-2024  |  kl. 11:40  |  
Arkiv: Foto

Vestas lægger sig mandag i toppen af det danske C25-indeks, i hvad der ligner et fortsat rebound oven på sidste uges markante kursfald, efter finansdirektøren meldte sin afgang.

Pandora lægger sig lige i hælene og er på vej mod sin anden rekord på stribe. Det sker med udsigten til yderligere stimuli til den svage kinesiske økonomi og efterspørgsel.

Samlet går det mandag middag frem med 0,2 pct. til 1859,64 for det danske eliteindeks C25.

Dermed ser det ud til, at investorerne tager det nogenlunde med ro fra ugens start, inden amerikanske inflationstal og rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB) senere på ugen kan sætte retningen.

- Vi har små plusser over det meste af Europa, som vi også ser i Danmark, uden at vi ser store udsving på markederne. Det er en uge, hvor der er fokus på inflationstallet fra USA på onsdag, og så er der ECB-møde torsdag, så vi er derhenne, før der kommer nogle store begivenheder, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

PANDORA STIGER PÅ UDSIGTEN TIL YDERLIGERE KINESISK STIMULI

Smykkeselskabet Pandora fortsætter de gode takter og har kurs mod den anden rekord på stribe.

Dermed følger Pandora de europæiske luksusvare- og råvareaktier mandag, som stiger på børserne, efter at Kina har signaleret potentielle økonomiske stimuli, som kan løfte efterspørgslen i verdens næststørste økonomi.

Det er det kinesiske politbureau ledet af præsident Xi Jinping, der ifølge Bloomberg News har meddelt, at det vil omfavne en "moderat løs" strategi. Meldingen ses som et tegn på lempelser forude, som sandsynligvis vil blive hilst velkommen af investorer, der hungrer efter mere stimulans til en skrantende kinesisk økonomi.

Pandora ligger ved middagstid blandt toppen i C25-indekset og stiger med 2,3 pct. til 1243 kr.

Smykkeaktien overgås kun af Vestas, som stiger 3 pct. til 100,80 kr., efter at vindmølleaktien i sidste uge fik store klø, da finansdirektøren, Hans Martin Smith, meldte sin afgang.

- Det ligner lidt et comeback til Vestas oven på en lidt hård periode. Der var jo meget uro omkring aktien i sidste uge, hvor finansdirektøren meddelte, at han gik af. Så det har skabt noget nervøsitet om, hvad der lige lå bag det. Det er vi ikke blevet så meget klogere på, men i dag finder Vestas fodfæste og kommer lidt tilbage, siger Martin Munk.

For Novo Nordisk bringer det opmærksomhed, at EU-Kommissionen sent fredag godkendte Novo Holdings' køb af den amerikanske kontraktproducent Catalent.

- Dermed er en stor sten ryddet af vejen i forhold til en endelig gennemførelse af det, der i så fald vil være danmarkshistoriens største opkøb, vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, over for MarketWire.

Novo-aktien stiger mandag med marginale 0,1 pct. til 786 kr.

NKT FÅR SÆNKET KURSMÅL HOS CARNEGIE

Kabelproducenten NKT falder til bunds i C25-indekset, efter at den svenske investeringsbank Carnegie har sænket kursmålet for NKT-aktien til 610 kr. fra 730 kr.

Til gengæld gentages den positive anbefaling "køb" samtidig, fremgår det af data fra Bloomberg News.

NKT falder ved middagstid med 3,1 pct. til 512,50 kr.

Danske Bank får også lidt opmærksomhed, idet retten til et ekstraordinært udbytte på 6,50 kr. per aktie fragår mandag.

Udbyttet stammer fra Danske Banks salg af private banking-afdelingen i Norge.

Danske Bank-aktien er dermed under lidt teknisk pres mandag ved middag, hvor den falder med 1,7 pct. - eller 3,50 kr. - til 204,10 kr.

Genmab har i løbet af weekenden leveret flere nye og lovende data med lægemiddelkandidaten Epcoritamab til behandling af både leukæmiformen kronisk lymfatisk leukæmi og lymfekræftformen follikulært lymfom.

Genmab-aktien falder dog ved middagstid 0,5 pct. til 1542 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

07:08 NNIT får salgsanbefaling og markant lavere kursmål efter nye forventninger
06:57 Obligationer/tendens: Inflation og Powell kommer i fokus
06:39 Asien: Investorerne afventer amerikansk inflationsrapport
06:34 Morgan Stanley genoptager dækning af Novo med kursmål på 700 kr.
06:34 Pæne stigninger til Mærsks asiatiske peers onsdag
06:34 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
06:32 Asien: Investorerne afventer amerikansk inflationsrapport
06:32 Valuta: Investorer tager en puster inden amerikanske inflationsdata
06:32 USA/T-bond: Den lange rente steg på udsigt til timeout fra centralbank
06:32 USA/lukning: Coca-Cola sendt i vejret på uens dag med Powell i fokus
06:30 Kalender med link - onsdag den 12. februar
18:10 NNIT giver forventninger til 2025 og justerer målsætninger på længere sigt
17:59 Europa/lukning: Mærsk var med helt fremme i vigtigt indeks - det tyske marked satte rekord
17:24 Solar fået sænket kursmål hos Carnegie
17:07 Tirsdagens obligationer: Renten gik højere - Powell har ikke travlt med at sænke renten
17:05 Tirsdagens aktier: Mærsk var på vinderholdet mens Novo var en klods om benet
16:23 Jerome Powell i tale til Kongressen: Vi har ikke travlt med at sænke renterne
15:42 USA/åbning: Lavere forud for nyt fra Powell - Coca-Cola løftes af stærkt regnskab
15:36 Danske Bank får et enkelt påbud efter at have haft tilsynet på besøg
15:07 Tui har svært ved at sælge sommerrejser - det sender aktien sydover