Aktier/middag: Vestas, NKT og Rockwool danner top i rødt C25

Udgivet den 06-03-2025  |  kl. 11:40  |  
Arkiv: Foto

Vestas, Rockwool og NKT er igen torsdag trioen i toppen af det danske C25-indeks, som ikke formår at fortsætte onsdagens fremdrift, men viger marginale 0,3 pct. til 1827,86.

Indekset er tynget af blandt andet Novo Nordisk, Coloplast og Novonesis.

- Stemningen ligger i fortsættelse fra i går, og det er lidt den samme historie, som kører, altså at ude i Europa med fælles investeringer i forsvar og meget store investeringer i infrastruktur i Tyskland, og noget tyder på, at de kommer et skridt længere, noterer Lars Hytting, chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

- Det er jo et paradigmeskifte for tysk finanspolitik. Det er meget, meget store kræfter, som er på spil her, hvis det bliver aktuelt, bemærker han.

CYKLISKE AKTIER FORTSÆTTER FREM

Udviklingen styrker de cykliske aktier repræsenteret ved Vestas, som stiger 3,7 pct. til 107,20 kr., NKT som løftes 3,4 pct. til 509 kr., og Rockwool, som går 3,4 pct. frem til 3132 kr.

Det sker uden sekskabsspecifikt nyt for de tre selskaber, men Lars Hytting mener, at fremgang for NKT og Rockwool kan være drevet af udsigten til tysk infrastruktur.

- Tyskland er vores naboland, hvor vi i forvejen har fingrene godt og grundigt nede i kagedåsen, så der er udsigt til, at man får sin del af kagen, påpeger Lars Hytting.

Derudover nævner han bevægelsen mod revanche til de aktier, som har fået en hård medfart på det seneste. Ikke mindst GN, som dykkede 8 pct. tirsdag efter lanceringen af amerikanske toldplaner rettet mod Kina. Torsdag løftes aktien 0,9 pct. til 124,10 kr.

DEN TUNGE TRIO

Nederst i C25-indekset falder Novo Nordisk 2,3 pct. til 617,10 kr., Coloplast taber 2,8 pct. til 748,20 kr., og Novonesis går 3,6 pct. tilbage til 413,90 kr.

Onsdag kom det frem, at Novo Nordisk sænker prisen på det stort sælgende middel til fedmebehandling Wegovy i USA. Men Lars Hytting bemærker derudover, at dollar er svækket betydeligt på det seneste.

- Når man har en stor del af sit salg i dollar, så kan det mærkes, og jeg tror, at uanset, hvor stor en del af sin afdækning, man har af sin valutarisiko, så er det svært at gardere sig mod den svækkelse, vi ser, mener Lars Hytting.

Torsdag gentager topchef Lars Fruergaard Jørgensen, at Novo Nordisk bevæger sig mod at producere størstedelen af de produkter, det sælger på det amerikanske marked i USA, men at selskabet ikke er immun over for præsident Donald Trumps potentielle toldindgreb.

Meldingen svarer til budskabet på pressemødet efter årsregnskabet.

VITALITET PÅ NÆSTØVERSTE HYLDE

Mens udvalget af selskabsspecifikke nyheder fra de store C25-selskaber er begrænset torsdag, er der mere vitalitet i nyheder fra selskaberne på den næstøverste hylde.

NTG oplevede i fjerde kvartal såvel som i 2024 som helhed fremgang på toplinjen. Driftsoverskuddet fulgte dog ikke med op, men faldt derimod tilbage. I det nye regnskabsår regner transportselskabet imidlertid med, at bundlinjen vil blive forbedret med mellem 10 og 25 pct., fremgår det af regnskabet for 2024, der blev præsenteret onsdag aften.

Regnskabet har givet anledning til et sænket kursmål fra Nordea, som nu lyder på 390 kr. fra tidligere 415 kr. Anbefalingen er dog fortsat "køb".

Aktien stiger ved middagstid 5,5 pct. til 158,50 kr.

Hos konglomeratet Schouw & Co. er det lykkedes at navigere sikkert gennem et markedsmiljø med geopolitisk uro og stor usikkerhed i 2024, og det betyder en stigning i indtjeningen trods faldende omsætning. Det skriver selskabet i sit regnskab torsdag morgen.

Schouw-aktien falder 0,3 pct. til 585 kr.

Tankrederiet Torm var påvirket af et volatilt marked og faldende fragtrater i anden halvdel af 2024. Det blev dog kun til et mindre fald på bundlinjen, da et stærkt første halvår var med til at trække op.

Torm stiger 5,2 pct. til 128,70 kr.

H+H har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Danske Bank, som dog samtidig løfter kursmålet til 115 kr. fra 85 kr. Det sker i kølvandet efter tirsdagens regnskab fra porebetonkoncernen og efterfølgende kursplus på 12,2 pct. som følge af Tysklands planer om massiv investering i forsvaret og lempelse af gældsloftet.

Torsdag stiger aktien 6,7 pct. til 112,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

13:53 Amerikanske fyringer stiger over 100 pct. på årsbasis
13:47 USA/tendens: Trump forplumrer stemningen og torsdag er der udsigt til fald
13:35 Høreapparatforhandler skuffer med sit regnskab: Falder tungt på børsen i Milano
12:59 Europa/middag: Højere renter trækker mere ned end tyske lempelser gavner
12:30 Danske Bank: En svag amerikansk jobrapport kan bekræfte investorernes værste frygt
12:24 NTG efter flere slugte opkøb: Vi er klart stadig på opkøbsstien
12:00 Obligationer/middag: Inledende rentehop fortoner sig
11:40 Aktier/middag: Vestas, NKT og Rockwool danner top i rødt C25
11:25 DHL har vind i sejlene efter bedre end ventet afslutning på året
11:21 Torm-direktør: Genoptaget sejlads gennem Rødehavet vil ikke trække rater ned
11:20 DHL har vind i sejlene efter bedre end ventet afslutning på året
10:51 GN-aktien kastes fortsat rundt i manegen af usikkerhed: Toldkrigen spiller stor rolle
10:43 Rovsing rejser 4 mio. kr. fra salg af nye aktier - kursen brager op
10:40 Lufthansa-aktien er flyvende trods markant fald i overskuddet
10:10 NTG-topchef er klar med ny strategi efter et år i spidsen - holder fast i milliardmål
09:49 H+H får sænket anbefaling til "hold" fra "køb" af Danske Bank efter aktieoptur
09:47 Torm klarede skærene i 2024 trods hård konkurrence og faldene rater i fjerde kvartal
09:21 Aktier/åbning: NKT og Rockwool fortsætter op i lettere grøn åbning
08:55 Torm FY: Faldende fragtrater trak overskuddet ned
08:55 Firstfarms: Mulig køber konverterer obligationslån til aktier