Aktier/middag: Vestas og GN synker til bunds i rødt marked

Udgivet den 16-10-2019  |  kl. 11:19  |  
FLSmidth

Det danske aktiemarked falder onsdag middag, hvor Vestas og GN trækker ned i C25-indekset, mens Nilfisk får markante stryg efter en nedjustering.

Investorerne holder fortsat øje med situationen omkring brexit. Der mangler fortsat en afklaring, hvis Storbritannien skal forlade EU med en skilsmisseaftale.

Anonyme kilder fra EU fortæller onsdag formiddag til Bloomberg News, at en aftale kræver, at briterne ændrer standpunkt.

Det toneangivende C25-indeks falder 0,5 pct. til 1133,56 efter tirsdagens fremgang på 1 pct.

- Investorerne tager en puster i dag efter nogle markante stigninger tirsdag, og det bærer markedet præg af, hvor vi ser mindre fald, siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank.

Blandt aktierne i fokus er de to høreapparatselskaber i C25, GN og Demant, da der er kommet salgstal for den del af det amerikanske marked, der sælger til amerikanske militærveteraner - kendt som VA.

Demants markedsandel gik tilbage til 16,2 pct. i september fra 16,7 pct. måneden før. Samme billede gjorde sig gældende for GN, der måtte se sin markedsandel skrumpe til 18 pct. fra 18,4 pct.

På aktiemarkedet er reaktionen dog forskellig, da GN-aktien falder 2,1 pct. til 275,10 kr., mens Demant-aktien er i toppen af C25 med et plus på 1 pct. til 176,35 kr.

- GN taber markedsandele i VA-segmentet til især Sonova, og det følger lidt den tendens, vi har set gennem en periode, og det trækker aktien ned, siger Christian Thatje.

- Demant mister også markedsandele, men det er på niveau med tidligere, og det ser ikke ud til, at det hackerangreb, som ramte selskabet for nylig, har haft nogen stor effekt på salget. Så der er en form for lettelsens suk for Demant, siger han.

Vestas er i bunden af indekset, efter at den franske bank Kepler Chevreux ifølge Bloomberg News har sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb". Aktien falder 2,4 pct. til 526,80 kr.

Dagens største kursfald på det danske aktiemarked skal dog findes uden for C25-indekset, hvor Nilfisk, der producerer rengøringsmaskiner, for anden gang i år har nedjusteret forventningerne til 2019.

Selskabet fortæller om problemer i EMEA-regionen, der dækker over Europa, Mellemøsten og Afrika.

Nilfisk venter nu en negativ organisk vækst på cirka 4,5 pct. i 2019. Før var forventningen en negativ organisk vækst på 1 pct.

Samtidig venter selskabet nu en driftsmargin, EBITDA, før særlige poster på 9,5 pct. mod før 11-11,5 pct. Investorerne straffer Nilfisk-aktien, der falder 11,6 pct. til 123,40 kr.

Pandora er blevet kigget efter i sømmene hos finanshuset ISS-Eva, og anbefalingen er ifølge Bloomberg News blevet løftet til "hold" fra "køb". Pandora-aktien falder 1 pct. til 268,30 kr.

FLSmidth har efter sidste uges nedjustering fået sænket kursmål hos Goldman Sachs, HSBC og Morgan Stanley. Aktien falder 1 pct. til 230,30 kr.

DSV Panalpina har været under luppen hos Nordea, der har gentaget sin købsanbefaling og lagt 50 kr. på kursmålet, så det nu er 750 kr. DSV-aktien falder 1,1 pct. til 644,40 kr.

Samme tur har Danske Bank været igennem hos norske DNB, der ifølge Bloomberg News har hævet kursmålet til 135 kr. fra 120 kr. og gentaget "køb". Aktien falder 1,3 pct. til 96,14 kr.

/ritzau/FINANS

Aske Muff

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder