Aktierne gør nedturen i den amerikanske økonomi dybere

Udgivet den 03-10-2001  |  kl. 09:38  |  

Danske Bank har netop revideret sin prognose for den amerikanske økonomi efter terror-angrebet og nedturen i aktiemarkedet. Især de faldende aktier skaber problemer, og Danske Bank venter nu negativ vækst i forbruget i tredje og fjerde kvartal i år, som følge af en kraftig stigning i husholdningernes opsparingskvote, fremgår det af den nye prognose.

BNP-væksten sættes i 2001 til 1,0 pct. mod tidligere forventet 1,6 pct., mens prognosen for væksten i 2002 står til 0,9 pct. mod tidligere 2,5 pct.

Faldende renter og øget offentligt forbrug (især forsvar) vil delvist modvirke nedturen, men ikke forhindre en recession i indeværende og næste kvartal.

Vendingen i industrien bliver udskudt med 6-9 måneder - Danske Bank venter en stabilisering af industriproduktionen i andet kvartal 2002.

Udgivet af: NPinvestordk