Aktier/tendens: Chr. Hansen og Rockwool i fokus i nervøst marked

Udgivet den 25-11-2021  |  kl. 08:15  |  

Chr. Hansen og Rockwool kan løbe med opmærksomheden ved åbningen af den danske handel torsdag. Chr. Hansen har fået indledt dækning, mens ledelsen i sidstnævnte giver nyt ovenpå gårsdagens regnskab.

Det sker i et marked, der de seneste dage har været præget af nervøsitet, men hvor der nu kan spores en anelse mere optimisme.

Ser man på futuren for det tyske DAX-indeks, der typisk er en god indikator for det danske marked, stiger det 0,3 pct. torsdag forud for åbning.

C25-indekset lukkede onsdag med et fald på 0,2 pct. i 1905,68 og formåede dermed ikke at komme ovenpå efter tirsdagens store fald på 3,2 pct. - det største dyk i indekset siden 23. marts sidste år.

Onsdag blev det seneste mødereferat fra den amerikanske centralbank Federal Reserve offentliggjort. Det viste, at chefgruppen diskuterede en mulig hurtigere afvikling af de kvantitative lempelser end den vedtagne nedtrapning på 15 mia. dollar hver måned, samtidig med at direktørerne så inflationspresset vare længere end oprindeligt antaget.

Torsdag er blikket rettet mod Europa, hvor referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, ECB, lægges frem.

CHR. HANSEN FÅR INDLEDT DÆKNING

Chr. Hansen har fået indledt aktiedækningen hos Danske Bank, der indleder med anbefalingen "sælg" og kursmålet 440 kr. Det fremgår af data fra PLX.AI.

Aktien faldt onsdag 2,1 pct. til 512,60 kr.

Der fragår torsdag i øvrigt retten på et udbytte på 6,54 kr. i Chr. Hansen-aktien.

ROCKWOOL-LEDELSEN SÆTTER ORD PÅ REGNSKAB

Ledelsen i isoleringskoncernen Rockwool skal i vælten torsdag, hvor selskabet afholder telekonference oven på regnskabet offentliggjort onsdag.

Her blev der meldt om stigende udgifter til energi, produktionsmaterialer og logistik, der betyder yderligere og hurtigere prisjusteringer.

I kvartalet omsatte Rocwool for 797 mio. euro efter en vækst i lokale valutaer på 18 pct. i forhold til samme periode året før. Analytikerne havde til sammenligning ventet en omsætning på 788 mio. euro, viser et estimat indsamlet af Rockwool .

Driftsresultatet, EBIT, steg lidt til 105 mio. euro fra 100 mio. euro, men udviklingen dækker over et fald i driftsmarginalen på 1,7 procentpoint til 13,2 pct., og analytikerne havde ventet et driftsresultat på 109 mio. euro.

Isoleringskoncernen fastholder forventningerne til 2021 om en stigning i omsætningen på omkring 17 pct. i lokale valutaer og en EBIT-margin på over 13 pct.

Aktien faldt onsdag 2,9 pct. til 2886 kr., hvilket gjorde aktien til dagens mest faldende i det danske eliteindeks.

VESTAS-KONKURRENT FRYGTER PRISPRES

Andreas Nauen, der er topchef i Vestas' spansk-tyske konkurrent Siemens Gamesa, advarer mod, at priserne på vindmøller kommer for langt ned. Det vil forhindre sektoren i at investere i ny og vigtig teknologi og i lokal produktion, lyder det fra topchefen.

Med til at drive priserne ned har været de statsstyrede auktioner over vindprojekter, hvor de laveste priser vinder. Her foreslår Siemens-Gamesas chef, at andre kriterier, herunder lokal jobskabelse, kunne indgå.

Vestas-aktien steg onsdag 0,7 pct. til 213,70 kr.

GN SÆLGER OBLIGATIONER FOR MILLIONER

Høreapparatkoncernen GN meddelte onsdag aften, at selskabet har gennemført en placering af nye obligationer for 40 mio. pund.

Obligationerne vil blive udstedt den 26. november 2021 med udløb 15 år senere og med en kuponrente på 3,20 pct. Provenuet fra salget af de nye obligationer vil gå til "generelle formål".

GN-aktien steg onsdag 2,6 pct. til 393 kr.

Senere på dagen ventes desuden regnskab for tredje kvartal fra Danske Andelskassers Bank, som dog har trukket en anelse af overraskelsesmomentet ud efter en opjustering i starten af november.

Det var femte gang i år, og banken henviste blandt andet til en positiv udvikling i kerneforretningen og lave nedskrivninger.

Aktien faldt onsdag 1 pct. til 10,35 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder