Aktier/tendens: Mærsk fortsætter i fokus efter flere sænkede kursmål

Udgivet den 06-11-2023  |  kl. 08:18  |  

A. P. Møller-Mærsk vil fra ugens start fortsætte med at være i fokus på det danske aktiemarked efter et historisk stort kursfald i fredags efter logistikkoncernens regnskab for tredje kvartal.

Efter regnskabet og de bekymrende meldinger fra Mærsks ledelse har flere finanshuse efterfølgende sænket deres kursmål for aktien, der fredag faldt hele 16,9 pct. til 10.130 kr. - det største fald nogensinde, hvis der ses bort fra dagen i foråret, hvor rederikoncernen udbetalte et stort udbytte, som pressede aktiekursen tilsvarende.

Det store kursfald hos sværvægteren Mærsk var med til at trække C25-indekset ned med 1,2 pct. til 1634,86.

Overordnet set peger det i retning af en nogenlunde uændret aktieåbning i Europa - og senere på dagen i øvrigt også i USA.

Futuren for det toneangivende tyske DAX-indeks ligger beskedne 0,1 pct. lavere, mens futures for de tre ledende amerikanske indeks - S&P 500, Dow Jones og Nasdaq - alle stiger ca. 0,1 pct.

Blandt de mest iøjnefaldende analyseændringer for Mærsk er Deutsche Banks kursmålssænkning til 8655 kr. fra 10.900 kr. Det er nu det laveste kursmål, der er sat på aktien ifølge Bloomberg News. Anbefalingen hos den tyske storbanks analytikere er da også fortsat "sælg".

Hos Carnegie er kursmålet desuden sænket med 6 pct. til 12.300 kr., mens anbefalingen "hold" gentages.

Hos amerikanske finanshus Morgan Stanley er kursmålet sat ned til 12.700 kr. fra 13.900 kr. med en uændret anbefaling på "ligevægt".

ØRSTEDS KURSMÅL BLIVER HALVERET

Ørsted fik næsten halveret sit kursmål fredag af finanshuset RBC Capital, da det blev skåret med 48 pct. til 360 kr. fra førhen 690 kr.

Anbefalingen af aktien fastholdes dog på neutrale "sector perform".

RBC Capital er dermed endnu en tilføjelse til den lange liste af finanshuse, der har skåret Ørsteds kursmål efter selskabets regnskab i sidste uge.

Derudover fik Ørsted i fredags også sænket udsigterne for sin kreditvurdering til "negativ" fra "stabil" hos det store kreditvurderingsbureau Fitch. S&P satte allerede torsdag Ørsted på sin overvågningsliste med risiko for at blive nedgraderet.

De sænkede prognoser kom i kølvandet af, at det danske selskab onsdag annoncerede gigantiske nedskrivninger på 28,4 mia. kr. i tredje kvartal og potentielle hensættelser på 8-11 mia. kr. i fjerde kvartal.

Ørsted-aktien steg 3,3 pct. til 284 kr. fredag.

ÆNDRET ANBEFALING TIL DSV

Fredag fik DSV sat anbefalingen af aktien ned til "hold" fra "køb" af finanshuset Morningstar, efter at transportaktien steg i sidste uge.

Kursmålet for aktien blev fastholdt i 1120 kr., hvilket indikerer et begrænset potentiale på 3 pct. i forhold til lukkekursen fredag i 1083 kr.

Aktien faldt 2 pct. op til weekenden.

Novo Nordisk har derimod fået hævet kursmålet hos JPMorgan til 800 kr. fra 750 kr.

Anbefalingen er uændret "overvægt".

Novo-aktien faldt 3,6 pct. til 683,90 kr. i fredags.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

18:08 Bioporto får ordre på nyretest til hospital i USA
17:45 Europa/lukning: Danske DSV og Mærsk i top og Pandora i bund på dag med humøret i top
17:35 Asetek lancerer besparelser og giver nye forventninger efter suspendering
17:06 Gubra-aktie hentede over 23 pct. efter fedmenyt
17:03 Mandagens aktier: DSV og Mærsk i vildt udbrud - Zealand Pharma hægtede sig på
17:00 Mandagens obligationer: Renten steg på amerikansk nervøsitet og tysk inflation
16:24 ATP og PFA lancerer nye krav for deres deltagelse i fremtidige børsnoteringer
16:03 Amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien dykker
15:51 De amerikanske indkøbschefers humør er nærmest status quo
15:47 USA/åbning: Grøn start på nyt halvår - Nvidia fortsætter fald
14:30 Økonomer: Tysk inflation er på rette vej og kan åbne for lavere renter i efteråret
14:17 USA/tendens: Grøn dag efter nervøs fredag - Nvidia i fortsat fald mens Nike sunder sig
14:04 Tysk inflationen går mere ned i gear end ventet i juni
14:01 Mærsk trækker sig fra budkrig om DB Schenker: Ser problemer i integration
13:43 Valuta: Euro styrket på fransk valg - pres på yen fastholdes
13:10 Mærsk stiger efter droppet bud på DB Schenker: Fjerner risiko for at købe klods om benet
13:04 Europa/aktier: Fransk valgrus sender aktier op - danske aktier i toppen af Europa
12:55 Mærsk trækker sig fra budkrig om DB Schenker: Ser problemer i integration
11:40 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod tyske inflationstal
11:37 Gubra-aktie banker op med over 17 pct. efter fedmenyt