Aktier/tendens: Negativ åbning i vente

Udgivet den 11-07-2012  |  kl. 08:37  |  

Der er udsigt til en negativ åbning på det danske aktiemarked onsdag morgen, efter at der var fald til både amerikanske såvel som de asiatiske aktier, og pessimismen omkring den netop påbegyndte regnskabssæson i USA er begyndt at brede sig.

- Vi venter, at markedet i den europæiske session åbner negativt med faldende renter, aktier og industrielle råvarer, skriver FIH Erhvervsbank i sin morgenkommentar onsdag.

Det danske C20-indeks endte 1,3 pct. højere i indeks 464,19 - det højeste niveau siden den 3. maj. Det skete på en dag, hvor Vestas endnu engang sluttede som prügelknabe med et fald på 5,3 pct., og hvor den tunge Novo Nordisk-aktie igen satte rekord med kursen 893,50 efter en stigning på 1,2 pct. En kursværdi, der sendte selskabets markedsværdi over 500 mia. kr.

Begge selskaber vil derfor formentlig stjæle rampelys igen i onsdagens handel - Novo Nordisk specielt fordi aktien vejer så tungt i C20-indekset, at den er meget afgørende for den samlede retning, og Vestas fordi aktien har svinget kraftigt over de seneste dage, hvor facit alligevel er endt i rødt hver gang, hvilket har givet en uhørt lav pris på 26,37 kr.

DSV, der lukkede 1,4 pct. højere i 118,60 kr. tirsdag, kan desuden komme i fokus igen onsdag, efter at den tyske bank Berenberg har lavet en analyse, hvor DSV er bankens foretrukne speditør blandt de tre store i Europa, som ud over det danske selskab tæller Kuehne+Nagel. Berenberg har anbefalingen "køb" af DSV-aktien med et kursmål på 140 kr.

Blandt sidepapirerne er der fokus på Bavarian Nordic, der onsdag morgen meddeler, at den amerikanske regering har udvidet anvendelsesområdet for Bavarians koppevaccine Imvamune. Selskabet melder dog intet om en udvidelse af den hidtidige ordre på 20 mio. doser, som Bavarian venter at være færdig med leveringen af til næste år. Den amerikanske regering har en option på levering af yderligere 60 mio. doser, og Bavarian har tidligere sagt, at en del af denne option ventes udnyttet på et tidspunkt. Bavarian Nordic-aktien faldt med 0,80 pct. til 49,60 kr. i tirsdagens handel.

Greentech Energy Systems er desuden i fokus, efter at det spanske børstilsyn har godkendt selskabets tilbud på Fersa Energías Renovables. Buddet lyder på 0,40 euro per aktie.

Derudover vil meldinger om den amerikanske regnskabssæson for andet kvartal komme til at tage fokus. Der breder sig efterhånden en vis frygt i markedet for, at opdateringerne vil skuffe, og det kan presse det europæiske marked.

- Regnskabssæsonen for andet kvartal vil komme til at spille en hovedrolle i de kommende uger. Alcoa overraskede ganske vist positivt mandag aften, men ugens vigtigste regnskab kommer på fredag med JPMorgan, og her varmer markedet op til en skuffelse. Konsensus er, at regnskabssæsonen vil skuffe, men spørgsmålet er hvor meget, skriver FIH Erhvervsbank.

/ritzau/FINANS

Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk