Aktier/tendens: Netcompany i fokus efter regnskab i ventet grøn åbning

Udgivet den 28-01-2025  |  kl. 08:04  |  

Netcompany skal til eksamenbordet tirsdag efter et skuffende regnskab for fjerde kvartal. Pandora satte mandag kursrekord - og blandt de mindre papirer har Matas fået hævet sin anbefaling.

Ellers er det fortsat nyheden om kinesiske Deepseek, der holder markederne i et jerngreb. Det er den kinesiske AI-model, der angiveligt ikke kræver Nvidias nyeste og dyreste chips, der stiller spørgsmål ved prisfastsættelsen på mange af de store amerikanske tech-aktier - især Nvidia.

Det gav mandag tumult blandt teknologiaktierne globalt - men de danske aktier klarede modvinden, og eliteindekset, C25, steg 0,5 pct. til 1775,92.

Og tirsdag er retningen den samme, da futures for det tyske DAX-indeks stiger 0,4 pct. forud for handelsstart.

Meldingen om Deepseeks mere energieffektive chatbot gav bølgegang blandt de højtflyvende amerikanske teknologiaktier, og det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt over 3 pct. Det blev trukket ned af chipgiganten Nvidia, der faldt 17 pct. efter nyheden om, at en kinesisk iværksættervirksomhed, Deepseek, har udviklet en ny sprogmodel på baggrund af langt færre ressourcer end andre.

- I dag holder investorerne igen nøje øje med tech-sektoren og konsekvenserne af Deepseek nye AI-model. Kan det føre til en revidering af indtjeningsforventningerne for AI-giganterne og dermed aktiekursen på de selskaber, der har trukket de amerikanske aktier? Eller viser Deepseek sig at være en fuser, der alligevel ikke kan konkurrere med de amerikanske konkurrenter, skriver Jyske Bank tirsdag morgen i en kommentar.

NETCOMPANY UDSKYDER MÅL FOR OMSÆTNING

Netcompany er kommet med et regnskab for fjerde kvartal, der skuffer rundt regnet over hele linjen. For mens selskabet fastholder sine mellemlange forventninger til den justerede indtjeningsgrad, EBITDA, på 20 pct., så udskydes målene for omsætningen på 8,5 mia. kr. til 2027.

Lidt mere malurt i investorernes bægre er, at it-selskabet ikke har valgt at starte op for et nyt aktietilbagekøbsprogram på grund af "fremskredne strategiske forhandlinger", der kan føre til en transaktion, som vil blive finansieret gennem brugen af eksisterende kreditfaciliteter, oplyser Netcompany i regnskabet

- Der er masser af usikkerheder i verden, og dem er Netcompany også ramt af. Efter de seneste måneders annonceringer af nye ordrer, og det gode tredje kvartalsregnskab, havde investorerne sat næsen op efter en god/fornuftig årsafslutning. Den kom desværre ikke, skriver Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, om resultaterne.

Netcompany steg 0,7 pct. til 333 kr. mandag.

KONKURRENTNYT TIL VESTAS

Vestas har fået nyt fra konkurrenten Siemens Gamesa, der kom gennem sit første kvartal af regnskabsåret 2024/25 med en vækst på mere end 50 pct. i ordreindgangen og et plus på omsætningen på næsten 20 pct. Driften var dog stadig ganske underskudsgivende.

Det fremgår af foreløbige regnskabstal, som moderselskabet Siemens Energy, mandag aften har lagt frem.

Vestas tabte mandag 1,8 pct. til 94,96 kr. på AI-bekymringer samt et skåret kursmål til 205 kr. fra 236 kr. hos Goldman Sachs, der dog holdt fast i den positive anbefaling "køb".

Kabelkoncernen NKT var også ramt af den globale uro og faldt 2,5 pct. til 494,20 kr. mandag.

PANDORA I REKORD

Smykkeselskabet Pandora lukkede mandag i rekord med et plus på 2,5 pct. til 1361,50 kr. Rekorden kom efter roser fra det amerikanske, hvor børshuset Jefferies løftede sin anbefaling af aktien i selskabet til "køb" fra "hold" samtidig med, at kursmålet blev hævet til 1550 kr. fra 1300 kr.

Også svenske SEB havde kigget nærmere på Pandora og løftet sit kursmål til 1500 kr. fra 1350 kr.

GN FÅR NYT SENT TIRSDAG

GN, der steg 2,9 pct. til 136,55 kr, kan komme i fokus, når schweiziske Logitech tirsdag har aflagt regnskab for tredje kvartal 2024/25.

Reaktionen for GN kommer dog først i onsdagens danske handel, fordi regnskabet først præsenteres sent tirsdag aften dansk tid.

Blandt sidepapirerne har Matas fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold", og kursmålete r sat til 160 kr. fremgår det af Bloomberg News.

Matas steg mandag 1,8 pct. til 138,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯