Aktier/tendens: Neutral til let negativ åbning - banker i fokus

Udgivet den 25-09-2013  |  kl. 08:12  |  

Der er lagt op til en neutral til let negativ åbning på fondsbørsen i København onsdag.

Investorerne kan konstatere, at det amerikanske aktiemarked efter en god start tirsdag tabte pusten i de sidste timers handel, men også at udsvingene er beherskede på de asiatiske børser, ligesom futures på de europæiske aktieindeks holder sig stort set i ro.

Tirsdag steg C20 Cap-indekset 0,1 pct. til 628,08 og fik dermed kun lidt genoprejsning i forhold til mandagens fald på 1,3 pct. Skyggen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og dens udskudte nedtrapning af støtteprogrammet, hang stadig over markedet.

Investorerne venter på, at de amerikanske politikere skal blive færdige med at forhandle budget på plads, og de langt om længe beslutter sig for at hæve gældsloftet, fortsætter nøgletallene med at tikke ind.

Onsdag eftermiddag er det tid til nye tal for ordreindgangen af varige forbrugsgoder og boligsalget i USA.

Bankaktierne kan få fokus i dagens handel. Nyheder om både Nordea, Jyske Bank og Danske Bank kan give fokus på sektoren.

Den svenske stat meddelte sent tirsdag, at den vil sælge sine resterende aktier i Nordea, som blev overtaget i forbindelse med bankrisen i begyndelsen af 90’erne. Det drejer sig om i alt godt 284 mio. aktier eller 7 pct. af Nordea Banks aktiekapital. Desuden har finanshuset Keefe, Bruyette & Woods løftet sin anbefaling af aktien til ”outperform”.

Nordea lukkede tirsdag i 68,30 kr. i København efter en stigning på 0,8 pct.

Da den svenske stat i juni solgte en aktiepost af stort set samme størrelse og faldt kursen pænt på det. Otte dage efter havde den dog indhentet kursfaldet.

Jyske Bank kan sole sig i en artikel fra Berlingske Business. Banken kan ved et opkøb af Vestjysk Bank se frem til en gevinst på op mod 375 mio. kr. om året ved at kunne låne penge billigere. Bankekspert Lars Krull oplyser, at renteforskellen er 1,55 pct.point. Et opkøb af Vestjysk Bank, der både officielt og uofficielt er sat til salg af storaktionæren - den danske stat, giver efter hans mening oplagte synergier ved et opkøb fra Jyske Bank. Jyske Bank kan også kaste sin kærlighed på sjællandske Diba Bank. Her er der "rentesynergier" på 50 mio. kr. årligt, skriver Business.

Jyske Bank lukkede tirsdag i 277,60 kr. - 0,5 pct. højere. Vestjysk Bank faldt 1,4 pct. til 14,10 kr. og Diba Bank lukkede 2,9 pct. lavere i 51 kr.

Danske Bank, der tirsdag lukkede i 122,7 kr. efter et fald på 0,1 pct., har udstedt et obligationslån på 1 mia. euro og kan kan være på vej med et salg af ejendomme i Irland for 1 mia. kr., skriver The Irish Times. Ifølge avisen har Danske Banks mægler fået over 160 tilbud på en portefølje af 12 nødlidende ejendomslån. Porteføljen sælges med stor rabat

Maersk Drilling har bestilt endnu en jack-up rig, der kan operere under meget hårde betingelser, hos skibsværftet Daewoo med en option på levering af yderligere to rigge. Den første rig, der repræsenterer en projektomkostning på 650 mio. dollar, skal operere på en femårig kontrakt hos BP Norway til en værdi af 812 mio. dollar. BP kan udvide kontrakten til op til 10 år.

A.P. Møller - Mærsk B steg tirsdag 1,2 pct. og lukkede i 51.350 kr. for B-aktien.

I den mere perifere del af aktiemarkedet kan der komme nyheder fra IC Companys, der holder generalforsamling. Aktien lukkede 0,3 pct. højere i 172 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

08:56 ISS-rivalen Sodexo ser lidt lavere vækst i 2024/25 efter år med OL og VM i Rugby
08:32 DSV får sat kursmålet op af Carnegie efter regnskab
08:26 Skjern Bank løfter basisresultatet med 10,6 pct. efter bredt funderet vækst
08:22 Aktier/tendens: Udsigt til let positv åbning på ventet nyhedsstille dag
08:18 Huscompagniet får byggetilladelse til rækkehusprojekt i Haslev
08:08 Råvarer: Bekymringer om situationen i Mellemøsten presser oliepriserne op
07:41 Svenske SEB skuffer på nettorenter men leverer større overskud end ventet
17:50 Europa/lukning: Svenske aktier i hopla i regnskabstungt europæisk marked
17:37 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks - KORR
17:23 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks
17:15 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks
17:07 Onsdagens obligationer: Små rentehop med fokus på ECB-taler og forbrugertillid
16:24 Baltic Dry-indekset falder for syvende dag i træk
16:05 Det amerikanske boligsalg skrumpede uventet i september
16:05 Eurozonens forbrugertillid viser som ventet marginal bedring i oktober
15:56 USA/åbning: Vestas-rival trodser rød aktiestemning anført af McDonald's
15:01 ECB-topfolk er uenige om størrelsen på næste rentenedsættelse
14:58 USA/tendens: Udsigt til rød aktieåbning med McDonald's i negativt fokus
14:41 Lundbeck forsigtigt optimistisk omkring Rexulti-godkendelse i PTSD
14:07 NNIT får lavere anbefaling hos Carnegie efter nedjustering