Aktier/tendens: Neutral til let negativ åbning - banker i fokus

Udgivet den 25-09-2013  |  kl. 08:12  |  

Der er lagt op til en neutral til let negativ åbning på fondsbørsen i København onsdag.

Investorerne kan konstatere, at det amerikanske aktiemarked efter en god start tirsdag tabte pusten i de sidste timers handel, men også at udsvingene er beherskede på de asiatiske børser, ligesom futures på de europæiske aktieindeks holder sig stort set i ro.

Tirsdag steg C20 Cap-indekset 0,1 pct. til 628,08 og fik dermed kun lidt genoprejsning i forhold til mandagens fald på 1,3 pct. Skyggen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og dens udskudte nedtrapning af støtteprogrammet, hang stadig over markedet.

Investorerne venter på, at de amerikanske politikere skal blive færdige med at forhandle budget på plads, og de langt om længe beslutter sig for at hæve gældsloftet, fortsætter nøgletallene med at tikke ind.

Onsdag eftermiddag er det tid til nye tal for ordreindgangen af varige forbrugsgoder og boligsalget i USA.

Bankaktierne kan få fokus i dagens handel. Nyheder om både Nordea, Jyske Bank og Danske Bank kan give fokus på sektoren.

Den svenske stat meddelte sent tirsdag, at den vil sælge sine resterende aktier i Nordea, som blev overtaget i forbindelse med bankrisen i begyndelsen af 90’erne. Det drejer sig om i alt godt 284 mio. aktier eller 7 pct. af Nordea Banks aktiekapital. Desuden har finanshuset Keefe, Bruyette & Woods løftet sin anbefaling af aktien til ”outperform”.

Nordea lukkede tirsdag i 68,30 kr. i København efter en stigning på 0,8 pct.

Da den svenske stat i juni solgte en aktiepost af stort set samme størrelse og faldt kursen pænt på det. Otte dage efter havde den dog indhentet kursfaldet.

Jyske Bank kan sole sig i en artikel fra Berlingske Business. Banken kan ved et opkøb af Vestjysk Bank se frem til en gevinst på op mod 375 mio. kr. om året ved at kunne låne penge billigere. Bankekspert Lars Krull oplyser, at renteforskellen er 1,55 pct.point. Et opkøb af Vestjysk Bank, der både officielt og uofficielt er sat til salg af storaktionæren - den danske stat, giver efter hans mening oplagte synergier ved et opkøb fra Jyske Bank. Jyske Bank kan også kaste sin kærlighed på sjællandske Diba Bank. Her er der "rentesynergier" på 50 mio. kr. årligt, skriver Business.

Jyske Bank lukkede tirsdag i 277,60 kr. - 0,5 pct. højere. Vestjysk Bank faldt 1,4 pct. til 14,10 kr. og Diba Bank lukkede 2,9 pct. lavere i 51 kr.

Danske Bank, der tirsdag lukkede i 122,7 kr. efter et fald på 0,1 pct., har udstedt et obligationslån på 1 mia. euro og kan kan være på vej med et salg af ejendomme i Irland for 1 mia. kr., skriver The Irish Times. Ifølge avisen har Danske Banks mægler fået over 160 tilbud på en portefølje af 12 nødlidende ejendomslån. Porteføljen sælges med stor rabat

Maersk Drilling har bestilt endnu en jack-up rig, der kan operere under meget hårde betingelser, hos skibsværftet Daewoo med en option på levering af yderligere to rigge. Den første rig, der repræsenterer en projektomkostning på 650 mio. dollar, skal operere på en femårig kontrakt hos BP Norway til en værdi af 812 mio. dollar. BP kan udvide kontrakten til op til 10 år.

A.P. Møller - Mærsk B steg tirsdag 1,2 pct. og lukkede i 51.350 kr. for B-aktien.

I den mere perifere del af aktiemarkedet kan der komme nyheder fra IC Companys, der holder generalforsamling. Aktien lukkede 0,3 pct. højere i 172 kr.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

14:49 Verizons overskud skrumper efter dyr sparerunde - aktien sendes ned i formarkedet
14:47 USA/tendens: Sur stemning ser ud til at komme til at præge dagens aktieåbning i New York
14:44 Lundbeck må fortsat forsvare sig i bedragerisag i USA
13:56 Pandora: Sølvprisen fortsætter opturen til det højeste niveau i 11 år
13:18 Kinesisk smykkekoncern ramt hårdt af rekordhøj guldpris
13:10 Europa/aktier: Den sure stemning har taget fat trods pæne regnskaber
12:51 Obligationer/middag: Renter fortsætter i vejret på dag spækket med centralbanktaler
12:14 Gjensidige taber fortsat penge på danske privatkunder trods prisstigninger
11:45 Aktier/middag: Afdæmpet reaktion på Mærsks opjustering i rødt marked anført af GN
11:39 Tryg rykker rundt i ledelsen før præsentation af ny strategi
10:03 GN udbygger kedelig rekord: Fortsætter i længste nedtur nogensinde
09:31 Aktier/åbning: Mærsks opjustering bliver mødt med skuldertræk hos investorerne
09:25 Demant og GN sendes i hver sin retning efter indledt dækning hos Goldman
09:01 Obligationer/åbning: Renteopturen fortsætter efter øgede forventninger til Trump-sejr
08:45 Mærsks opjustering kvitteres med løftet kursmål hos fransk børshus
08:33 Mærsk spås stigning på 4 pct. af DNB efter nye tal
08:22 Aktier/tendens: Mærsk kan trække op i eliteindeks efter opjustering
08:16 Tysk softwaregigant opjusterer: Lukrativ cloud-forretning bliver ved med at levere
08:06 Råvarer: Oliepriserne falder da bekymring for Kinas efterspørgsel tynger markedet
07:51 Leo Pharma snupper IR-chef fra Danske Bank før mulig børsnotering