Aktier/tendens: Regnskabssæsonen lakker mod enden

Udgivet den 26-05-2014  |  kl. 08:19  |  

Det danske aktiemarked ser ud til at få en særdeles fredelig mandag, hvor aktiehandlerne i både Storbritannien og USA holder fridag.

De allersidste kvartalsregnskaber fra de danske børsnoterede selskaber drysser ind i denne uge, og så er regnskabssæsonen forbi for denne gang, og mandag er det faktisk kun den grafiske virksomhed Bording, der har planlagt at udsende regnskab.

Bording, hvis aktiekurs endte i 840 kr. fredag, venter i 2014 en omsætning på 600-630 mio. kr. og en andel af resultatet efter skat på omkring 25 mio. kr.

- Det bliver en meget stille start på ugen. Dog kan der være lidt fortsat fokus på Pandora efter fredagens placing, siger afdelingschef for danske aktier, Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

Kapitalfonden Axcel annoncerede sammen med Pandora-stifter Per Enevoldsen og hans familie sent torsdag et salg af 13 mio. aktier i selskabet, svarende til godt 10 pct. af hele aktiekapitalen.

Aktierne kom under hammeren til 397 kr. stykket - svarende til en rabat på 3,9 pct. i forhold til torsdagens slutkurs, og derfor blev kursen presset ned i det leje. Pandora endte sidst i C20-regi med et fald på 4,2 pct. til 396 kr.

Facit for hele C20 Cap blev en tilbagegang på 0,6 pct. til 792,62, men samlet set over hele ugen gik indekset på weekend med en stigning.

De amerikanske aktie-futures ligger med små plusser i Asien mandag morgen, og i fravær af større retningspile fra udlandet er det værd at hæfte sig ved kursmålsændringer på et par af de større danske aktier.

Finanshuset Clarkson Capital Markets har løftet sit kursmål for Mærsk-aktien til 15.000 kr. fra 13.000 kr., mens anbefalingen "market perform" fastholdes.

Det fremgår af data fra Bloomberg News, der noterer ændringen til fredag.

Mærsk B-aktien lukkede fredag i 14.000 kr. - en stigning på 0,7 pct. fra torsdag.

Finanshuset SEB hæver kursmålet for aktien i isoleringskoncernen Rockwool til 1140 kr. fra tidligere 1050 kr. Anbefalingen er fortsat "hold". Det fremgår af Bloomberg News.

Rockwool-aktien faldt fredag 0,1 pct. til 1077 kr.

Weekenden har både budt på præsidentvalg i Ukraine og valg til Europaparlamentet. Mens sidstnævnte ikke ventes at få nogen videre opmærksomhed på de finansielle markeder, så kan valget i Ukraine ifølge seniorstrateg Henrik Drusebjerg, Nordea, få en betydning for de virksomheder, der har relationer til Ukraine, Rusland eller Østeuropa.

- Fokus i løbet af de kommende timer og dage er reaktionen fra Rusland, der tidligere har sagt, at de vil acceptere valgresultatet. Hvis de stik imod alles forventninger ikke gør det, så udløser det en ny runde sanktioner fra Vesten og fornyet eskalering, skriver han i en kommentar.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk