Aktier/tendens: Rekordjagten kan fortsætte

Udgivet den 02-06-2014  |  kl. 08:32  |  
FLSmidth, Kilde: billede venligst udlånt af flsmidth.com

Rekordjagten ventes mandag at fortsætte på det danske aktiemarked, der kan sætte rekord for fjerde børsdag i træk. De amerikanske aktier lukkede fredag i rekord og med pæne fremgange på flere af de asiatiske børser, er der intet der tyder på, at de danske aktier ikke skal nyde godt af det.

Onsdag før Kristi Himmelfartsdag lukkede det ledende C20 Cap-indeks i 802,45 efter en stigning på 0,03 pct., som fulgte i hælene på fremgange på henholdsvis 1,0 og 0,3 pct. mandag og tirsdag.

- Vi skal op, da vi har et efterslæb fra USA og en positiv stemning i Asien, der blandt andet er båret frem af et godt tal for aktiviteten i Kina, siger Jesper Bamberger, aktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans med henvisning til, at det amerikanske S&P 500-indeks er steget med 0,7 pct. siden onsdag.

Kineserne er medvirkende til at løfte humøret på flere af de asiatiske børser, men ikke de kinesiske, der holder lukket, efter offentliggørelsen af en stigning i PMI-indekset til 50,8 i maj fra 50,4 i april.

Dermed sætter den kinesiske industri starttonen for en uge med rigtigt mange tunge nøgletal.

- Det bliver den helt store nøgletalsuge. Vi starter allerede i dag med ISM fra USA. Det er nogle af de seneste nøgletal, der har gjort, at vi har set de her stigninger på aktiemarkederne, og så må vi se, om det kan fortsætte. Fredag får vi arbejdsmarkedsrapporten fra USA, og torsdag er der rentemøde i ECB, som er ugens helt store begivenhed set med europæiske øjne, siger Jesper Bamberger.

Ifølge Nordeas aktierådgiver har ECB kraftigt indikeret, at der er en rentenedsættelse på vej, men spørgsmålet er i lige så høj grad, hvad der bliver sagt på det efterfølgende pressemøde.

Selskabsmæssigt kan der komme fokus på Vestas, som har fået sænket sin anbefaling til "neutral" fra "køb" af både Bank of America og Goldman Sachs. Sidstnævnte har dog finjusteret sit kursmål i opadgående retning til 315 kr. fra før 300 kr. .

Vestas, der selv har meldt om en vindmølleordre på 53 MW i Guatemala, lukkede onsdag før Kristi Himmelfartsferien i 292,8 kr. efter en stigning på 1,8 pct. Aktien er i år steget næsten 83 pct.

Foruden Vestas kan FLSmidth ifølge Jesper Bamberger komme i fokus som følge af de kinesiske nøgletal. Ingeniørkoncernens aktie lukkede onsdag 318,3 kr. efter en stigning på 0,3 pct.

Endelig kan der komme fokus på Bavarian Nordic, der sent onsdag meddelte, at selskabets topchef, Anders Hedegaard, forlader selskabet for en stilling som administrerende direktør i GN Resound.

GN Store Nord lukkede onsdag 0,3 pct. højere i 150,50 kr., mens Bavarian Nordic faldt 1,2 pct. til 124,50 kr.

Genmab og Glaxosmithkline indleder yderligere pivotale (afgørende, red.) studier med subkutant (under huden, red) Ofatumumab til behandling af recidiverende-remitterende (tilbagevendende og svingende, red.) multipel sklerose (RRMS) og neuromyelitis optica (NMO).

Fase tre studier med subkutant Ofatumumab til behandling af RRMS ventes igangsat i 2015. Det sker, efter at selskaberne sidste år havde meldt om "opløftende" data fra et fase to studie, lyder det.

Genmab lukkede onsdag 1,6 pct. højere i 220,50 kr.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk