Aktier/tendens: Rekordordre kan give Vestas rygstød i positivt marked
En rekordstor ordre på landmøller i USA kan atter skabe opmærksomhed om Vestas torsdag morgen, hvor stemningen også i det generelle marked tegner lovende.
Onsdag ramte C25-indekset det højeste niveau siden august med en stigning på 0,4 pct. til 1811,36.
Det var niende børsdag i træk, at indekset steg, og ender torsdag også med et plus, vil det være første gang med ti på stribe, siden indekset blev skabt i 2016.
REKORDKVARTAL TIL VESTAS
Vestas bidrog onsdag med et plus på 4,5 pct. til 210 kr., hvilket bragte aktien i positivt terræn for året med 3,9 pct. Fremgangen fulgte en del store, primært amerikanske ordrer, til Vestas op til jul. Hertil kom en australsk ordre, og onsdag aften har Vestas så sat trumf på med sin største landmølleordre i USA nogensinde.
Ordren er på samlet 1089 megawatt og bringer årets samlede ordrehøst op på 16.477 megawatt. Dermed er der bare 1410 megawatt op til rekordåret 2019, hvor Vestas hentede ordrer på sammenlagt 17.877 megawatt. Hertil kommer, at Vestas også plejer at have en række uannoncerede ordrer for fjerde kvartal i ærmet, når det præsenterer årsregnskab.
Samlet har Vestas nu annonceret ordrer på 6329 megawatt i fjerde kvartal, hvilket gør kvartalet til det travleste på ordrefronten nogensinde.
ASIATISKE REDERIAKTIER VIGER
Ud over Vestas kan opmærksomheden også torsdag samle sig om A.P. Møller-Mærsk. Flere af de asiatiske rederiaktier har tabt terræn torsdag morgen, efter at skibstrafikken i Det Røde Hav ser ud til at blive genoptaget.
Efter flere angreb på skibe i Det Røde Hav besluttede Mærsk i sidste uge at omdirigere rederiets skibe, så de skulle sejle uden om Afrika og Suez-kanalen, men nu vil flere af skibene fortsætte deres rute gennem den travle kanal.
Onsdag faldt Mærsks B-aktie med 4,7 pct. til 12.190 kr. efter pæne stigninger op til jul, hvor containerraterne skød i vejret på grund af omlægningen rundt om Afrika.
REKORDER PÅ WALL STREET
Fra Wall Street er der torsdag morgen fin inspiration at hente, da Dow Jones-indekset onsdag satte rekord.
Desuden ligger S&P 500-futuren 0,1 pct. højere, og indekset ser dermed ud til at bevæge sig inden for rækkevidde af lukkerekorden på 4796,56 fra den 3. januar 2022. Onsdag lukkede S&P 500-indekset 0,1 pct. højre i 4781,58 med bilbranchen og aktier inden for stabilt forbrug i front.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›