Aktier/tendens: Sejrsrække ses fortsætte

Udgivet den 05-03-2013  |  kl. 08:23  |  

Der er udsigt til en positiv åbning på de europæiske aktiebørser tirsdag, efter at aktierne i USA sluttede mandagens handel stærkt af og endte i plus. Stigningerne fra USA har også smittet positivt af på de asiatiske børser tirsdag, hvor aktierne i Tokyo er steget 0,3 pct.

I USA lukkede Dow Jones-indekset mandag 0,3 pct. højere, efter at det ved dansk børslukketid havde ligget til et marginalt fald. De europæiske aktiefutures peger på en positiv indflydelse fra de amerikanske børser, herunder indikerer futures på det britiske marked en stigning fra åbningen i størrelsesordenen 0,5 pct.

Herhjemme satte C20 Cap-indekset mandag lukkerekord i 580,96 efter en stigning på 0,8 pct. Det var fjerde dag i træk med stigninger i indekset, der mandag primært var drevet af en stigning i Novo Nordisk på 2,5 pct. til 1033 kr. Tirsdag samler interessen sig primært om Topdanmark, der som det sidste C20-selskab kommer med årsregnskab for 2012.

Det milde vejr vil sammen med et fornuftigt investeringsresultat give Topdanmark en flot afslutning på regnskabsåret - akkurat som man tidligere i regnskabssæsonen har set fra Tryg og Alm. Brand. Ifølge SME Direkt venter analytikerne et forsikringsteknisk resultat hos Topdanmark på 1069 mio. kr. for hele året. Aktien steg mandag 0,8 pct. til 1349 kr.

Banknordik kom tirsdag morgen med sit regnskab for 2012. Heri udtrykker banken forventninger om i 2013 at opnå et resultat før kursreguleringer og skat på 130-160 mio. kr., hvilket i givet fald vil være en fremgang fra 2012, da banken tjente 102 mio. kr. Fremgangen ventes at kunne realiseres trods forventninger om et fald i udlånet.

- Den økonomiske vækst og dermed låneefterspørgselen forventes at være begrænset, og derfor forventer banken et fald i udlånet på ca. 2 pct. Banken belastes i de kommende år med en ny udgift på 23 mio. kr. til konsolidering af indskydergarantifonden, men nedskrivningerne forventes til gengæld at blive lavere end i 2012, skriver banken.

Banknordik faldt mandag 1,6 pct. til 93 kr.

Den britiske storbank Barclays har optaget dækning af GNs aktie, der mandag faldt 0,8 pct. til 104,2 kr., med anbefalingen ”overvægt” og et dertil hørende kursmål på 120 kr. Barclays har samtidig indledt dækning på William Demant med ”undervægt” og kursmål 429 kr. William Demant faldt mandag 0,2 pct. til 458,3 kr.

TDC får løftet både anbefaling og kursmål af Morgan Stanley. Det amerikanske finanshus sætter nu et kursmål på 53 kr. for aktien mod tidligere 47 kr. Anbefalingen løftes til "overvægt" fra tidligere "neutral". Aktien får tirsdag også løftet sit kursmål til 48 kr. fra 43 kr. af finanshuset Nomura, der fortsat anbefaler "køb". TDC-aktien sluttede mandag i 43,80 kr.

Brøndby IF fremlagte efter børslukketid mandag et kæmpe underskud for 2012 på 266,7 mio. kr. Resultatet, der er lidt svagere end selskabets egne forventninger, er en konsekvens af fodboldklubbens dårlige resultater i Superligaen, nedskrivninger på værdien af Brøndby Stadion og Gildhøj samt hensættelser til tab på 41,3 mio. kr., som klubben mener at have til gode hos den tidligere sponsor Kasi.

Brøndby vurderer, at likviditeten rækker til fortsat drift frem til ultimo maj. Senest i maj skal der tilføres 50 millioner kroner ved en planlagt aktieemission, hvis Brøndby skal fortsætte driften frem til nytår. I 2013 ventes et tab på niveauet 10 mio. kr., meddelte Brøndby. Aktien faldt mandag 3,7 pct. til 13 kr.

En ny femårig bevilling til bioterrorberedskabet i USA kan være godt nyt for Bavarian Nordic. Det vurderer det danske selskabet i hvert fald selv.

- Den amerikanske regering har netop fået fuld politisk opbakning til sit forslag om at afsætte 16 mia. kroner (2,8 mia. dollar) over de næste fem år til opretholdelse af landets bioterrorberedskab. Det er godt nyt for danske Bavarian Nordic, som leverer koppevaccinen Imvamune til det amerikanske beredskabslager, lyder det i en pressemeddelelse fra Bavarian Nordic.

Selskabet er netop nu i gang med at levere 20 mio. doser Imvamune til USA og forventer fortsat, at amerikanerne vil bestille flere af slagsen. Bavarian Nordic lukkede uændret i 51,5 kr.

Der kommer tirsdag endvidere årsregnskaber fra Højgaard Holding, Monberg & Thorsen, Jeudan, Netop Solutions og Newcap Holding.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

12:15 Olieaktier til vejrs efter nye prisstigninger - iransk missilangreb øger spændingerne
11:49 Obligationer/middag: Mindre behov for sikker havn sender renten i vejret
11:36 Aktier/middag: Mærsk fortsat i modvind i nervøst aktiemarked
11:21 Torms storaktionær sætter stor aktiepost til salg
11:00 Eurozonen: Arbejdsløsheden stod som ventet stille i august
10:40 ECB-rådsmedlem hælder til rentenedsættelse i oktober
09:29 Biden og Trump langer ud efter containerrederier efter strejke
09:22 Vestas får snittet kursmålet hos Danske Bank: Skuffende ordreindgang rammer indtjeningen i 2025 og 2026
09:07 Aktier/åbning: DSV får hovedrolle på skæbnedag i lysegrøn start
08:51 Zealand Pharma får dugfrisk hold-anbefaling af Deutsche Bank
08:45 Obligationer/åbning: Renterne kravler forsigtigt op fra start
08:22 Råvarer: Olieprisen stiger efter eskalering af konflikten i Mellemøsten
08:19 Aktier/tendens: Afdæmpet start i sigte på skæbnedag for DSV - Vestas får sænkede kursmål
08:09 Teslas salgstal kan flytte aktiekursen vurderer Nordnet
08:06 Københavns Lufthavn har haft sin travleste september nogensinde
07:53 Vestas får skåret lille bid af kursmål hos Deutsche Bank
07:15 Obligationer/tendens: Nervøsiteten fordufter langsomt - udsigt til stigende renter
07:00 Jefferies skærer over 27 pct. af kursmålet hos Vestas
06:33 Asien: Jubel på børsen i Hongkong - aktier sendes op med over 6 pct. på kinesisk lukkedag
06:32 Valuta: Dollar holder fast i styrkelse oven på eskalering i Mellemøsten