Aktier/tendens: Udsigt til beskedent plus på stille dag

Udgivet den 14-02-2013  |  kl. 08:23  |  

Der er umiddelbart lagt op til moderat beskedne stigninger på det danske aktiemarked torsdag. Aktierne i Asien er steget pænt, de amerikanske børser lukkede blandet, og futures for de toneangivende europæiske indeks ligger i mindre plusser.

Dagen er tynd på selskabsspecifikke skemalagte danske nyheder til at rykke enkeltaktier.

Novo Nordisk fortsætter i medieorkanens øje efter weekendens overraskende meddelelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder. Torsdag er det Berlingske, der skriver, at selskabet underspillede bivirkningerne ved Tresiba og Ryzodeg. Novo Nordisk kendte allerede i første halvår af 2012 til FDA’s bekymringer om hjerte-kar-profilen.

I USA steg Novo’s ADR’er onsdag med 2,2 pct. til 944,91 kr., mens aktien i Danmark onsdag sluttede i 943 - 1,2 pct. højere.

FLSmidth, der onsdag steg 6,6 pct. til 385,20, ventes fortsat at tiltrække sig opmærksomhed. FLSmidth er dermed steget syv ud af ni mulige handelsdage i februar fra 341,1 kr. Siden nytår er FLSmidth-aktien steget samlet 17,7 pct., og siden regnskabet tirsdag, der umiddelbart udløste kursfald, er aktien steget 8 pct.

DSV-koncernen købte sent onsdag Seatainers, der beskæftiger med transport- og logistikydelser for vejtransport og sø- og lufttransport. Selskabet er specialiseret inden for større projekter til blandt andet vedvarende energi. Prisen blev ikke offentliggjort. DSV steg onsdag 1,7 pct. til 142,5 kr. per aktie.

B&O kan få lidt fokus torsdag, efter at kursen på B&Os konkurrent Loewe steg eksplosivt onsdag på fornyede rygter om, at selskabet er ved at blive overtaget af Apple. Loewe afviser dog.

- Viser rygterne sig at være sande, kan det udvikle sig negativt for B&O, der vil modtage forstærket konkurrence fra Loewe/Apple, skriver Alm. Brand Markets i en kommentar.

Loewe steg 23 pct. onsdag, mens B&O steg 0,8 pct. til 65,5 kr.

På regnskabsfronten er der nyt fra flere mindre pengeinstitutter.

Sparekassen Faaborg, der sluttede uændret onsdag i 170 kr., Nordfyns Bank, der steg 6 pct. til 355 kr. og Sparekassen Himmerland, der steg 1 pct. til 105 kr. leverer alle regnskaber for fjerde kvartal. Flere bankregnskaber for 2012 har budt på grimme overraskelser, da Finanstilsynets skærpede nedskrivningsretningslinjer har udløst store tab.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder