Aktier/tendens: Vestas i analysefokus efter stor regnskabsgevinst

Udgivet den 08-11-2019  |  kl. 08:19  |  

Et hav af analyseændringer kan få opmærksomhed i fredagens danske aktiehandel, hvor det særligt er værd at holde øje med vindmølleproducenten Vestas, der torsdag blæste til vejrs efter et stærkt regnskab for tredje kvartal.

Generelt er en god del af den optimisme, som også helt overordnet set prægede markederne torsdag, dog igen forduftet fredag oven på divergerende meldinger om handelskrigen.

Torsdag var det ellers blandt andet historien om, at USA og Kina gradvist vil tilbagerulle toldsatser over for hinanden, der var med til at løfte humøret.

Det sendte - sammen med gode takter fra blandt andet Vestas - C25-indekset op med 1,6 pct. til 1183,81.

ANALYSEJUSTERINGER KAN PÅVIRKE

Blandt enkeltaktierne har Vestas siden sit regnskab torsdag, der udløste en kursgevinst på 11 pct. til 602,40 kr., været genstand for stor opmærksomhed hos børshusene, der har haft de friske tal en tur gennem regnearkene.

Hos Deutsche Bank har det betydet en løftet anbefaling til "køb" fra "hold", og samtidig er kursmålet skruet op til 700 kr. fra 610 kr.

Hos Handelsbanken mener analytikerne omvendt, at torsdagens store stigning bør benyttes som anledning til at hive stikkene hjem. Her er anbefalingen sænket til "sælg" fra "hold".

Serviceselskabet ISS er også stadig i fokus efter sin store regnskabsskuffelse tidligere på ugen, hvor selskabet natten til onsdag nedjusterede sine indtjeningsforventninger. Efterfølgende faldt aktien onsdag med 20,1 pct.

Torsdag steg ISS igen 0,2 pct. til 145,45 kr., og efterfølgende har Goldman Sachs hævet sin anbefaling til "neutral" fra "sælg". Generelt har der været et hav af analysejusteringer for ISS siden skuffelsen.

DSV Panalpina har af britiske Barclays fået løftet sit kursmål til 800 kr. fra 750 kr. Storbanken har fortsat den positive anbefaling "overvægt".

DSV Panalpina-aktien steg torsdag 0,5 pct. til 720,80 kr.

Novo Nordisk har desuden fået løftet sit kursmål hos investeringsbanken Carnegie til 470 kr. fra 420 kr. Banken gentager sin positive anbefaling, der lyder på "køb".

Blandt de mindre aktier har G4S fået sænket sin anbefaling til "sector perform" fra "outperform" hos RBC. Kursmålet lyder nu på 17,32 kr. mod tidligere 17,35 kr., fremgår det af Bloomberg News.

G4S-aktien steg 3,4 pct. til 18,32 kr. torsdag.

ØRSTED KAN BLIVE PRESSET AF AKTIESALG

For energiselskabet Ørsted kan fredagen meget vel starte med let pres på aktiekursen, efter at storaktionæren SEAS-NVE har solgt 9,53 mio. aktier i energiselskabet til 560 kr. stykket gennem en såkaldt accelereret bookbuilding-proces.

Salget er sket med hjælp fra Danske Bank, Goldman Sachs, Morgan Stanley og Nordea.

Prisen på 560 kr. svarer til en rabat på 2,9 pct. i forhold til lukkekursen på 576,80 kr. torsdag.

De 9,53 mio. aktier svarer til knap 2,3 pct. af den samlede aktiekapital i Ørsted, og SEAS-NVE vil efter salget eje 7,28 pct. af aktierne i Ørsted.

DAGEN DERPÅ EFTER FLOTTE GN-TAL

Også GN afleverede torsdag morgen regnskab for tredje kvartal, og også her var der tale om pæne tal, der endte med at sende aktien op med 3,2 pct. til 306,60 kr.

Derfor vil der også igen være opmærksomhed til GN i fredagens handel, hvor markedsdeltagerne har fået lidt tid til at lade informationerne synke ind.

Til gengæld er der ikke meget at forholde sig til i fredagens regnskabskalender, hvor højdepunkterne begrænser sig til et par udenlandske rapporteringer uden større interesse for danske selskaber.

For Mærsk-interesserede byder fredagen som vanligt på en temperaturmåling på spotpriserne på containerfragt fra Asien til en række destinationer i verden.

Og raterne på de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor Mærsk sammen med schweiziske MSC er markedsleder gennem 2M-alliancen, steg med 5,9 pct. til 749 dollar per tyvefodscontainer (teu) i denne uge, viser en opgørelse fra Shanghai Shipping Exchange.

I sidste uge steg raterne på ruterne med hele 19 pct.

Mærsks B-aktie endte torsdag 2,7 pct. højere i 9150 kr. Det var femte børsdag på stribe, at aktien steg.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder