Aktier/tendens: Vestas stjæler rampelyset på årest første handelsdag - grøn start i sigte

Udgivet den 02-01-2024  |  kl. 08:29  |  
Arkiv: Foto

Vindmølleproducenten Vestas havde en fantastisk afslutning på 2023 rent ordremæssigt og er dermed også naturligt nok i fokus frem mod starten på den første handelsdag i 2024.

Samlet set tegner det til at blive en positiv start på året, hvis man skal tro handlen med futures, der indikerer en stigning på 0,3 pct. for det tyske DAX-indeks, som i øvrigt havde et fremragende 2023.

- Første handelsdag i 2024 ser ud til at starte i et lille plus for aktierne. Det nye år lægger ud med en tætpakket uge spækket med vigtige nøgletal og begivenheder i et rent fyrværkeri. De første store raketter kommer dog først i morgen med ISM og Fed-referat, skriver Niels Rønholt, der er cheføkonom hos Jyske Bank, i en morgenkommentar tirsdag.

Han henviser dermed til referatet fra det seneste rentemøde i december hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

For to år siden var det netop det referat, der satte gang i massive rentestigninger og aktiefald, da det indikerede starten på den efterfølgende lange periodes omfattende pengepolitiske stramninger.

VESTAS LEVERER SUVERÆN ORDREREKORD I FJERDE KVARTAL - OG MÅSKE REKORD FOR ÅRET

Vestas havde en ganske imponerende ordrehøst i juledagene og sikrede sig dermed en flot afslutning på året - trukket af særligt det amerikanske marked, hvor der blev hentet flere store ordrer - heriblandt en på over 1 gigawatt (GW).

I weekenden annoncerede Vestas endnu en ordre - på 135 megawatt (MW) til et ikke offentliggjort projekt i USA.

Projektet er er udviklet af Steelhead Americas, som er Vestas' nordamerikanske projektudviklingsselskab.

Ordren består af 30 møller af typen V163-4,5 MW samt en 20-årig serviceaftale af typen AOM 5000.

Levering af møllerne begynder i tredje kvartal 2024, og idriftsættelsen er planlagt i 2025.

Efter dansk børslukketid fredag nåede Vestas også at annoncere endnu en amerikansk ordre på 167 megawatt og en italiensk ordre på 125 megawatt.

Med lørdagens aftale i hus rundede Vestas dermed en ordreindgang i 2023 på 17.083 megawatt.

Den hidtidige ordrerekord blev nået i 2019 og lød på 17.877 MW. Med de uannoncerede ordrer for fjerde kvartal fortsat udestående, er det fortsat muligt at nå over det niveau i 2023.

Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, spår uannoncerede ordrer på omtrent 800 MW i kvartalet.

- En samlet ordreindgang på vindmøller på 18,3 mia. euro i 2023 understreger, at Vestas står overfor en massiv omsætningsvækst i de kommende år. Den overraskende høje ordreindgang er rigtig godt nyt for Vestas' pengestrømme i 2023 og giver selskaber den højeste ordrebeholdning nogensinde ved udgangen af 2023, skriver han i et notat.

Vestas-aktien faldt fredag før nytår med 0,3 pct. til 214,30 kr. efter store stigninger de foregående dage.

MÆRSK FORTSAT I FOKUS GRUNDET KAMPE PÅ DET RØDE HAV

Mærsk får også fortsat opmærksomhed, mens selskabet tilsyneladende vil fortsætte sine sejladser gennem Det Røde Hav på trods af vedvarende kampe der.

I weekenden er også Iran officielt gået ind i konflikten ved at sende et krigsskib til farvandet som svar på den amerikanske flådes nedskydning af tre skibe fra Yemens Houthi-bevægelse.

Tirsdag morgen har der i øvrigt været klar fremgang til de asiatiske konkurrenter til Mærsk, hvis aktier har været i handel.

Mærsks B-aktie sluttede fredag 1,3 pct. højere i 12.140 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder