Aktier/åbning: Ny dag i rødt med Novo og Mærsk som dødvægt

Fortsat pres på Novo Nordisk og modvind til Mærsk er fredag med til at forlænge den røde bølge for det danske eliteindeks, der er ramt af ny usikkerhed om Donald Trumps told.
Den amerikanske præsidents skiftende meldinger om told fik torsdag aften investorerne til at kaste især amerikanske teknologiaktier fra sig, hvilket i sidste ende førte til et dyk på 2,8 pct. for Nasdaq-indekset.
Torsdag aften landede et bedre end ventet regnskab fra den amerikanske chipkoncern Broadcom, der har været med til at løfte stemningen lidt blandt teknologiaktierne, der målt på Nasdaq-futuren peger op med 0,4 pct. fredag morgen.
Herhjemme åbner C25-indekset med et fald på 0,6 pct. i 1812,39 efter et fald torsdag på samme størrelse.
Fredag eftermiddag lander ugens vigtigste nøgletal i form af den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der ved en større skuffelse kan øge recessionsbekymringerne og sende renterne nedad.
ROCKWOOL SÆNKES EFTER STOR OPTUR
Rockwool har været på himmelfart de seneste to dage med en samlet fremgang på cirka 18 pct. efter udsigten til milliardstore investeringer i tysk infrastruktur, men nu er det tid til at tage gevinst.
Det vurderer Danske Bank, der sænker sin anbefaling for isoleringsaktien til "hold" fra "køb", men hæver kursmålet til 3350 kr. fra 3150 kr.
Rockwool åbner 0,8 pct. lavere i 3188 kr.
MÆRSK ER FORTSAT UPOPULÆR HOS JPMORGAN
A.P. Møller-Mærsk har fået sænket sit kursmål til 7850 kr. fra 8450 kr. hos JPMorgan. Dermed ser den amerikanske storbank et negativt kurspotentiale på 36,7 pct. fra lukkekursen torsdag.
Anbefalingen er stadig negative "undervægt".
Den negative stime fortsætter også for SCFI-indekset, der dykker for ottende uge i træk.
I ugen frem til 7. marts faldt SCFI-indekset, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden, med 5,2 pct. til 1436,3.
Mærsks B-aktie kommer fredag fra land med et fald på 1,5 pct. i 12.215 kr.
STORBANKER FÅR LØFTET KURSMÅL AF MORGAN STANLEY
Den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley ser større potentiale i storbankerne Danske Bank og Nordea, der begge får gentaget den positive anbefaling "overvægt".
Morgan Stanley sigter nu efter, at Danske Bank bevæger sig mod 310 kr. mod tidligere 287 kr., mens kursmålet for Nordea hæves til 115,62 kr. fra 105,96 kr.
Danske Bank falder 0,7 pct. til 241,40 kr., mens Nordea åbner 0,1 pct. lavere i 97,16 kr.
Defensive aktier var torsdag under pres med fald på 3,0-5,4 pct. for Novo Nordisk, Coloplast og Novonesis.
Fredag fortsætter nedturen for Novo Nordisk med et fald på 1,7 pct. til 602,10 kr., hvilket er nok til en bundplacering i C25-indekset.
SCANDINAVIAN TOBACCO GROUP LEVERER SKUFFENDE INDTJENING
Scandinavian Tobacco Group skuffede med indtjeningen i fjerde kvartal, hvor det blev til et driftsoverskud på 342 mio. kr. mod ventet 375 mio. kr. blandt analytikere.
For 2025 venter STG en omsætning på 9,2-9,7 mia. kr. og en overskudsgrad målt på driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 20-23 pct.
Analytikere estimerede inden regnskabet, der blev offentliggjort torsdag efter børslukketid, en omsætning på 9433 mio. kr. og en EBITDA-margin på 22,3 pct.
STG foreslår et udbytte for 2024 på 8,50 kr. mod ventet 8,20 kr. blandt analytikerne.
Tobaksaktien stiger fredag 1,7 pct. til 110,80 kr.
Industrikonglomeratet Schouw, der fredag stiger 1,0 pct. til 592 kr., har fået sit kursmål hos Nordea i kølvandet af torsdagens regnskab.
Her leverede Schouw den største indtjening i selskabets historie trods en vigende omsætning.
Nordeas nye kursmål for aktien lyder nu på 715 kr. mod tidligere 665 kr. Anbefalingen "køb" fastholdes.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›