Aktier/åbning: Rødt fra start - lunken modtagelse af Netcompanys nye forventninger

Udgivet den 31-05-2023  |  kl. 09:25  |  
Arkiv: Foto

Netcompanys nye finansielle målsætninger er ikke ligefrem blevet mødt med klapsalver fra investorerne, der nok havde ventet en større positiv overraskelse.

Der er dog også en generelt sur stemning på det danske marked onsdag, der åbner med et fald på 0,9 pct. til 1802,19.

Investorerne holder skarpt øje med de politiske forhandlinger i USA om forøgelsen af gældsloftet. I weekenden nåede Demokraterne og Republikanerne en foreløbig aftale, men den skal stadig igennem begge kamre i Kongressen.

Her har Republikanerne flertal i Repræsentanternes Hus, og det giver anledning til bekymring i markedet, at flere Republikanske politikere allerede har meddelt, at de vil stemme imod.

Onsdag skal foreslaget til afstemning i netop Repræsentanternes Hus, så der kan med rette ventes en vis afventende stilstand frem mod afstemningen i aften.

Der er dog grønt i toppen af indekset, hvor både Ørsted og Vestas svinger omkring nullet. Det hænger formentlig sammen med tirsdagens annonceringen af, at der skal udbydes op mod 14 GW havvind i dansk farvand.

LUNKEN MODTAGELSE AF NETCOMPANY- MÅL

Netcompany har løftet sløret for selskabets mellemlange målsætninger. Det sker inden torsdagens kapitalmarkedsdag.

Ved udgangen af 2026 venter Netcompany en organisk omsætning på mindst 8,5 mia. kr., en justeret EBITDA-margin på mindst 20 pct. og en samlet tilbagebetaling til aktionærerne på mindst 2 mia. kr.

Der er dermed lagt i kakkelovnen til mere end en fordobling af den organiske omsætning på tre år. I 2022 leverede Netcompany en organisk omsætning på 4172,8 mio. kr., svarende til en organisk vækst på 14,7 pct.

Samtidig annoncerer selskabet, at det vil sende op mod 2 mia. tilbage til aktionærerne i perioden.

De overordnede målsætninger er ifølge Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, en smule bedre end ventet, mens de 2 mia. kr. til investorerne er markant bedre.

Aktien sendes dog ned med 0,3 pct. til 294,90 kr. fra start. Den er dog også steget pænt torsdag og fredag i sidste uge, hvilket vidner om, at investorerne havde store forventninger.

MATAS MED REGNSKAB

Materialistkæden Matas har fremlagt regnskab for det skæve regnskabsår 2022/23. I fjerde kvartal voksede toplinjen sammenlignet med samme kvartal sidste år, mens indtjeningen omvendt er blevet udhulet og bundlinjen faldt til 17,6 mio. kr. mod 39,3 mio. kr. i fjerde kvartal 2021/22.

Matas løfter også sløret for forventningerne til 2022/23 og venter en organisk omsætningsvækst i niveauet 3-6 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster på omkring 17 pct.

Aktien falder 4,2 pct. til 86,70 kr.

GREEN HYDROGEN SYSTEMS NEDJUSTERER

Der er også nyt blandt sidepapirerne, hvor Green Hydrogen Systems har nedjusteret forventningerne, og Per Aarsleff har offentliggjort regnskab for andet kvartal.

Førstnævnte nedjusterer forventningerne til 2023 og venter nu et driftsunderskud før af- og nedskrivninger på 280-240 mio. kr. mod et tidligere ventet underskud på 240-210 mio. kr.

Det skyldes, at selskabet har besluttet at implementere en række modifikationer af deres serie A-platform, hvilket fører til højere produktionsomkostninger, oplyser Green Hydrogen Systems.

Det sender aktien ned med 4,1 pct. til 24,85 kr.

Hos Per Aarsleff bliver forventningerne til 2023 fastholdt, efter at første halvår har budt på et overskud før skat på 400 mio. kr. mod 279,6 mio. kr. i samme periode af 2022 samt en omsætning på 9972 mio. kr. mod 8259,2 mio. kr. sidste år.

Aktien falder 5,9 pct. til 314 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:26 Gubra opjusterer forventningerne til 2024
17:10 Mandagens obligationer: Renter fortsatte ned efter fald i europæiske producentpriser
17:04 Mandagens aktier: Demant blev bundprop mens GN tronede i toppen af grønt indeks
15:53 Robinhood får påtale af amerikansk børssherif
15:47 USA/åbning: Udsigt til lavere renter giver positive investorer med plus til Paramount
14:43 USA/tendens: Udsigt til lavere renter giver positive investorer - plus til Paramount
14:04 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:55 NKT får grønt lys til salg af NKT Photonics af Erhvervsstyrelsen
13:20 Europa/aktier: Tysk fragtselskab under pres før regnskab - GN vinder frem i grønt Europa
11:42 Obligationer/middag: Rentefald fortsætter efter fald i europæiske producentpriser
11:34 Aktier/middag: Demant er bundprop i fladt C25 efter skuffende regnskab
11:19 Mærsk ser omvej uden om Afrika æde store dele af industriens kapacitet
11:05 Eurozonens producentpriser faldt mere end ventet i marts
10:29 Jysnek Bank kalder Danske Bank-kursfald fredag for "overdreven reaktion på udlodning"
10:08 ALK får lagt 25 pct. oven i kursmålet hos Danske Bank
09:19 Demants topchef: Både markedet og os selv er kommet lidt langsomt i gang i detail
09:13 Aktier/åbning: Demant sendt til bunds efter skuffende opdatering
08:52 Obligationer/åbning: Renten falder fra start - fokus på amerikanske taler
08:50 Analytiker ser Demant-aktien underpræstere mandag efter afdæmpet start på året
08:07 Aktier/tendens: Skuffende takter fra Demant - løftede kursmål efter fredagens regnskaber