Aktie/tendens: Udsigt til moderate stigninger
Der er lagt op til moderate indeksstigninger på de tre store europæiske fondsbørser, og igen er en geopolitisk situation i centrum. De asiatiske aktiemarkeder ligger fredag morgen klart overvejende i positivt terræn, hvor der er tale om moderate udsving de fleste steder. Det danske C20 Cap-indeks lukkede torsdag med en stigning på 0,68 pct. i 605,08.
Det danske tranport- og speditørselskab DSV offentliggjorde sent torsdag, at det har købt 100 pct. af aktierne i det britiske selskab SBS Worldwide Holdings Ltd for et ukendt beløb. DSV forklarerede torsdag, at SBS tilbyder transport og logistikydelser indenfor luft- og søtransport, og at disse aktiviteter vil blive integreret som en del af DSV's Air & Sea division. SBS, der har danske Lars Kloch i spidsen som adm. direktør, beskæftiger lige nu 220 medarbejdere på tre kontorer i England og fire kontorer i USA, og selskabets aktiviteter er primært fokuseret på transporter mellem de to lande. SBS Worldwide komplimenterer glimrende DSV. I 2012 omsatte SBS for ca. 50 mio. pund fra de aktiviteter, der forventes at fortsætte, oplyste DSV, som torsdag lukkede 0,1 pct. højere i kurs 147,1 kr.
A.P. Møller - Mærsk endte torsdag med et fald på 0,08 pct. i kurs 48.480. Den store kinesiske rederikoncern China Cosco Holding, som både har container-og tørlastskibe, stiger 2,9 pct. til 3,53 HK dollar, mens aktien på Shanghai-børsen steg 5 pct. China Cosco har fremlagt regnskab for første halvår, hvor tabet blev reduceret til 900 mio. yuan fra 4,87 mia. yuan for samme periode i fjor. China Cosco har nedbragt tabet ved frasalg af aktiviteter.
Jyske Bank, som torsdag lukkede 1,2 pct. højere i kurs 263 kr., opruster markant på erhvervsområdet. Ved årsskiftet udvider Jyske Bank nemlig antallet af erhvervsafdelinger fra 5 til 33. Det er en af konsekvenserne af en større organisationsændring, som Jyske Bank nu går i gang med. Det oplyser banken på sin egen hjemmeside. At være en kompetent finansiel sparringspartner for moderne virksomheder stiller stadig mere specialiserede krav til både banken og rådgiverne. Derfor vælger Jyske Bank nu i højere grad at samle særlige kompetencer på området i rene erhvervsafdelinger med egen direktør, skriver banken blandt andet i meddelelsen.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›