Alm. Brand Bank bør genoverveje kapitalmålsætning ifølge tilsyn

Udgivet den 24-01-2020  |  kl. 13:53  |  
Arkiv: Foto

Finanstilsynet har vurderet, at Alm. Brand Banks resultatsammensætning ikke er holdbar på lang sigt og opfordrer på samme tid til, at banken genovervejer sin kapitalmålsætning, så den sikrer en tilstrækkelig overdækning.

Det skriver Finanstilsynet i sin redegørelse om inspektion i Alm. Brand Bank, der er offentliggjort fredag eftermiddag.

Tilsynet foretog en ordinær inspektion i banken i september til oktober sidste år og fandt blandt andet, at bankens resultater gennem en længere årrække har været udfordrede, og at Alm. Brand Bank i de seneste fem år har haft "beskeden eller negativ" basisindtjening og resultat før skat.

- Finanstilsynet vurderer, at resultatets sammensætning ikke er holdbar på lang sigt, lyder det i redegørelsen.

På samme tid fremhæver Finanstilsynet, at den nuværende forretningsmodel indebærer en "væsentlig risiko for en fortsat manglende balance mellem indtægter og omkostninger", hvilket på sigt er uholdbart og vil svække bankens solvens.

Banken har siden inspektionen øget solvensbehovet til 11,6 pct., hvilket tilsynet vurderer som dækkende.

Ifølge Finanstilsynet er bankens kapitalmålsætning ikke tilstrækkelig til, at banken vil opfylde kapitalkravet inklusive kapitalbuffere under stress.

- Banken bør genoverveje sin kapitalmålsætning, så den sikrer en tilstrækkelig overdækning, lyder det.

Finanstilsynet giver desuden Alm. Brand Bank fire påbud. De tre relaterer sig til kreditbehandling- og forhold, mens banken derudover har fået et påbud om at sikre en effektiv compliancefunktion og styrke rapporteringen på området.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder