Alm. Brand Henton - Rente- og Valutakommentar

Udgivet den 08-11-2007  |  kl. 08:21  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Henton dagens kommentarer til markedet:

Obligationer:
Onsdagens obligationsmarked var meget nervøst. Efter at være startet op på tirsdagens lukkeniveau, steg renterne lidt, for senere at falde igen til lavere niveauer primært pga. rygter om yderligere tab på sub-prime hos de store investeringsbanker, samt rygter om massive opkøb i de europæiske futurekontrakter fra store russiske investorer.
De 10-årige danske statsobligationer steg ca. 0,25 kurs i løbet af dagen.
Endnu engang kunne de danske realkreditobligationer ikke følge ”staterne” og tabte ca. 0,1 kurspoint i spændet.
I dag afholdes de længe ventede rentemøder i ECB samt Bank of England.
Markedet starter i dag op ca. 0,25 kurspoint højere end gårsdagens lukkeniveau. Dette skyldes primært at de amerikanske, såvel som de asiatiske aktiemarkeder har oplevet store kursfald over natten.

Valuta:
Onsdag bød på en fortsat presset dollar som over for euro var oppe over 1,4725. EURUSD ligger nu i 1,4641. Dagens vigtigste begivenheder bliver rentemødet i ECB og så Bernankes testimony senere i dag.
Vi ser fortsat stor volatilitet på aktiemarkedet med Nikkei ned med 2,02% her til morgen. Som sædvanlig fik det også yen og schweizerfranc til at styrkes.
Pundet styrkedes i gårsdagens handel og ligger i 0.6968 over for euro. Der er rentemøde i BoE i dag. Alm. Brand Henton forventer ikke at BoE ændrer på den ledende rentesats.
Norske kroner styrkedes over for euro, mens svenske kroner svækkedes marginalt.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder