Ambus driftsomkostninger har ramt et plateau - situation i Det Røde Hav er en ubekendt

Udgivet den 30-01-2024  |  kl. 11:07  |  
Arkiv: Foto

Et plateau for stigningen i Ambus driftsomkostninger koblet med en pæn toplinjevækst har i første kvartal bidraget til en stor fremgang i driftsmarginen.

Hvor stigningen i driftsomkostningerne synes at have fladet ud, står det mere uklart til med fragtpriserne i de kommende kvartaler som følge af konflikten i Det Røde Hav.

- Vores driftsomkostninger er i store tal procentvis på linje med de seneste par kvartaler. Det er klart, at vi har en højere omsætning, så alt i alt ser det fornuftigt ud. Det har også været med til at drive EBIT-marginen op, hvor bruttomarginen så har haft en lidt mindre effekt på stigningen i EBIT fra 6 til 10 pct., siger Britt Meelby Jensen, der er administrerende direktør i Ambu, til MarketWire.

Ambus bruttomargin var i første kvartal 58,9 pct., hvilket svarer til en lille fremgang fra 58,5 pct. i samme kvartal året før. Fremgangen var drevet af produktmikset samt valutamedvind, mens effekter fra den høje inflation trak lidt i anden retning.

Driftsomkostningerne løb i kvartalet op i 613 mio. kr. fra 594 mio. kr. i samme periode af 2022/23. Opgjort procentvist udgjorde driftsomkostningerne dog kun 49 pct. af toplinjen fra 52 pct. året før som følge af væksten i omsætningen.

På driftsoverskudsposten stod 126 mio. kr., svarende til en EBIT-margin på 10 pct. For et år siden lød samme post på 68 mio. kr. med en driftsmargin på 6 pct.

- Vi er stadig i en transformation. Vi har fokus på den langsigtede profitabilitet, men vi kigger også på den korte bane på vores operationelle investeringer, siger Britt Meelby Jensen.

- Vi er stadig ved at "ramp up" i Mexico, som på den lange bane skulle forbedre vores bruttomargin, men lige nu er der nogle opstartsomkostninger, fortsætter hun.

PÅVIRKNING FRA DET RØDE HAV UBEKENDT

Omfattet i driftsomkostningerne er blandt andet fragtpriserne. Netop fragt har været et omtalt emne, siden flere containerrederier i december sidste år måtte omlægge sejladsen i området omkring Det Røde Hav efter angreb fra Houthi-bevægelsen i Yemen.

Det har særligt i januar ført til store stigninger i fragtpriserne - en udvikling, der dog ikke har afspejlet sig i Ambus omkostninger endnu.

- Situationen i Det Røde Hav har ikke endnu haft stor påvirkning på vores fragtomkostninger, men givet at der er grund til at tro, at det kan fortsætte i hvert fald nogle måneder endnu, er der en sandsynlighed for, at vi vil se større fragtomkostninger, når vi kommer længere ind i vores finansår, siger den administrerende direktør.

Det er dog svært at sætte tal på størrelsesomfanget af de eventuelle stigninger i fragtpriserne.

- Vi følger udviklingen tæt. Det er klart, at situationen ikke er gunstig for fragtomkostningerne, siger Britt Meelby Jensen.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal