Amerikansk storbank matcher forventninger

Udgivet den 16-01-2020  |  kl. 13:09  |  

Den amerikanske storbank Bank of New York Mellon kom ud af fjerde kvartal med et overskud på 1,4 mia. dollar.

Det svarer til 1,52 dollar per aktie og inkluderer en positiv påvirkning på 0,5 dollar per aktie fra særlige poster.

Eksklusive de særlige poster, som løber op i indtægter på 460 mio. dollar og blandt andet knytter sig til frasalg af en ejerandel i en virksomhed, blev resultatet på 1,01 dollar per aktie.

Det var helt som ventet af analytikerne adspurgt af Bloomberg News.

Bankens indtægter landede i de sidste tre måneder af 2019 på 4,8 mia. dollar. Det er 19 pct. mere end året før, men justeret for det omtalte frasalg var der dog tale om en lille tilbagegang.

Gebyrindtægterne steg blandt andet 26 pct., men her kan næsten hele fremgangen knyttes til den frasolgte aktiepost.

Nettorenteindtægterne viste i perioden en tilbagegang på 8 pct. fra samme kvartal året før.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder