Amerikansk storbank tror på Pandora - hæver kursmål og estimater

Udgivet den 16-05-2024  |  kl. 10:39  |  

Det amerikanske finanshus Citi tror på, at Pandora kan lykkes med den brandkampagne, som smykkeselskabet satser på skal øge kendskabet til Pandora og dermed få mere gang i salget.

- Og et stærkt første kvartal og opjustering af forventningerne slår i vores optik fortællingen om branded og aktien fast, skriver Citi i en analyse.

Finanshuset hæver derfor sit kursmål til 1330 kr. fra 1255 kr. og holder fast i sin købsanbefaling.

Citi har efterfølgende skruet op på estimaterne i både 2024 og 2025 for salg, driften, EBIT, og resultat per aktie med omkring 1 pct. hvert år.

- Vi er dermed i den øvre ende af forventningerne i år med plus 10 pct. på den organiske vækst og 6 pct. i like-for-like væksten (det sammenlignelige salg, red.) med en EBIT-margin på 25,1 pct., hvilket er i overensstemmelse med selskabets forventninger, skriver analytikerne i notatet.

I forbindelse med regnskabet for de første tre måneder af 2024 opjusterede Pandora målet for den organiske vækst til 8-10 pct. fra tidligere 6-9 pct. Alene i årets første kvartal var den organiske vækst på 18 pct. mod ventet 11 pct.

Det var blandt andet den amerikanske vækst, der er med til at løfte resultaterne.

- USA står for en tredjedel af vores omsætning. Og når det går godt her, så går det godt for os, sagde Alexander Lacik, der er topchef i Pandora, i forbindelse med regnskabet til MarketWire.

Kina halter fortsat bagefter - mens Tyskland tog syvmilestøvlerne på. Under ét endte den sammenlignelige vækst i Europa på 9 pct. - den tyske på 67 pct. grundet flere kunder i butikken.

I forbindelse med regnskabet lindede Pandora en smule for låget over udviklingen i andet kvartal og kaldte kvartalets første måned for "sundt" med "høje encifrede vækstrater" i det sammenlignelige salg.

Pandora stiger 0,5 pct. torsdag formiddag til 1153,50 kr. Aktien er steget næsten 24 pct. i år.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯