Amerikansk tørke sender majs mod rekord

Udgivet den 17-07-2012  |  kl. 08:44  |  

Råvaremarkederne viser en afdæmpet udvikling tirsdag, og investorerne forholder sig afventede. Investorerne venter især på nyt fra den amerikanske centralbank, Fed, der forventes at annoncere en ny runde kvantitative lempelser efter de seneste sløje nøgletal fra den amerikanske økonomi. Samtidig har situationen omkring Iran ikke rykket på sig og nærmer sig et dødvande. Den iranske regering truer imidlertid stadig med at blokere det vigtige Hormuz-stræde. Kornpriserne er blandt dem, der rører mest på sig tirsdag. De amerikanske landmænd er hårdt ramt af den værste tørke siden 1998, og det har sendt kornpriserne i vejret med raketfart. Goldman Sachs forventer i en ny analyse, at de høje priser på korn vil fortsætte ihvertfald et par måneder frem.

Olieprisen ligger stort set uændret tirsdag morgen. Onsdag kommer der tal fra de amerikanske olielagre, der ventes at vise et fald på 750.000 tønder råolie. Samtidig er der stadig usikkerhed omkring situationen i Iran, der har truet med at blokere det strategisk vigtige Hormuz-stræde som gengæld for olieembargoen mod landet. Det får investorerne til at lurepasse på olieprisen og prisen på en tønde af Nordsø-olien Brent stiger marginalt med 0,02 pct. til 103,39 dollar mens den amerikanske WTI-olie går den modsatte vej, med et lille fald på 0,05 pct. til 88,39 dollar per tønde.

Prisen på guld går en anelse frem tirsdag, efter at flere amerikanske nøgletal viste en skuffende udvikling mandag. Detailsalget faldt uventet i USA i maj og den sløve udvikling giver spekulation om, at den amerikanske centralbank, Fed, vil lukke op for en ny omgang kvantitative lempelser for hjælpe økonomien i gang. En ny omgang kvantitative lempelser vil svække den amerikanske dollar, og det vil i givet fald sender guldprisen op. Prisen på en ounce guld stiger 0,07 pct. til 1592,70 dollar per ounce.

- Sandsynligheden for, at de kvantitative lempelser kommer, stiger, hver gang der kommer dårlige nøgletal. Guld plejer at opleve et rally, hver gang de økonomiske nøgletal skuffer slemt, med den tanke, at Fed vil udvide sine opkøb af aktiver og de andre centralbanker også er mere tilbøjelige til at komme med nye stimuli, hvis økonomien klarer sig skidt, siger Bart Melek, råvarestrateg i TD Securities, til Bloomberg News.

Kobberprisen stiger, efter at de kinesiske medier er begyndt at spekulere ivrigt i, at regeringen vil hæve investeringerne i infrastruktur, særligt i jernbanenettet. Det løfter kobber og metallet stiger 0,6 pct. på metalbørsen i London. Investeringsniveauet i det kinesiske jernbanenet ventes at blive fordoblet i andet halvår til i alt 448,3 mia. yuan (ca. 429,3 mia. kr.) i 2012, og det vil betyde en stigning i efterspørgslen på kobber.

Midtvesten i USA er ramt af den værste tørke siden 1998, og det er gået hårdt ud over især majshøsten, der visse steder er slået fejl. Prisen på majs er i juli steget 24 pct. på råvarebørsen i Chicago som følge af tørken, og prisstigning på majs sender også priserne på flere andre fødevarer til vejrs. Blandt andet betyder de høje kornpriser, at det blivere dyrere at opdrætte kødkvæg, og det ventes at sende priserne på kød op over de nuværende, rekordhøje, priser. Så sent som i juni ventedes kornhøsten ellers at blive den andenbedste i USA nogensinde, men tørken har nu slået mange landmænd ud.

- Vi gik fra at være helt oppe i skyerne med den bedste høst nogensinde, til den værste nogensinde. Udsigterne så godt ud igennem maj og de første to uger af juni og så fik vi temperaturer over 105 fahrenheit (40 grader celsius) i 10 dage, og så gik alt baglæns, siger Michael Wagler, der ejer et landbrug i det sydlige Indiana, til Bloomberg News.

Indiana, der producer en stor del af USAs majs, har fået 50 pct. mindre regn end sædvanligt i de sidste tre måneder og det har fået det amerikanske landbrugsministerium til at sænke sine forventninger til høsten med 12 pct. og venter, at 38 pct. af høsten vil slå fejl. Tørken har taget til over den seneste uger, og det ser nu også ud til at påvirke høsten af sojabønner. Det har fået futureprisen på en skæppe soja til at stige til over 16 dollar

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

13:10 Mærsk stiger efter droppet bud på DB Schenker: Fjerner risiko for at købe klods om benet
13:04 Europa/aktier: Fransk valgrus sender aktier op - danske aktier i toppen af Europa
12:55 Mærsk trækker sig fra budkrig om DB Schenker: Ser problemer i integration
11:40 Obligationer/middag: Renten stiger frem mod tyske inflationstal
11:37 Gubra-aktie banker op med over 17 pct. efter fedmenyt
11:28 Aktier/middag: Fransk valgresultat får smilet frem - Zealand i rekord
10:56 Matas sendes i vejret efter positiv kommentar fra svensk avis
10:39 Scandinavian Tobacco Group gennemfører opkøb af Mac Baren
10:07 Tyskland: Inflationen i vigtig delstat aftog i juni
10:05 Alm. Brands topchef om frasalg af energiforretning: Er overmådeligt godt tilfreds med salgsprisen
09:41 Topdanmark får løftet anbefaling og kursmål hos Autonomous efter købsbud fra Sampo
09:26 Freetrailer sætter punktum for rekordpræget regnskabsår
09:15 Alm. Brand sælger forretningsdel til norsk køber for 1,6 mia. kr.
09:10 Aktier/åbning: Fransk valgresultat sikrer fuld grøn plade i C25
08:51 Obligationer/åbning: Renten brager op og følger retningen fra USA
08:23 Aktier/tendens: Vestas til eksamen efter kvartalsafslutning i ventet grøn start
07:58 Gubra-partner starter indledende studier med vægttabsmiddel
07:44 Vestas leverer "tilnærmelsesvis acceptabel" ordreindgang i andet kvartal mener Sydbank
07:39 GN får skåret kursmålet hos amerikansk storbank
07:36 Boeing køber underleverandør i milliardhandel