Analysechef: Rentefrygt rammer Vestas og andre dyre danske aktier

Udgivet den 23-02-2021  |  kl. 11:19  |  
Arkiv: Foto

De seneste dages fald i de danske eliteaktier fortsætter tirsdag - men nedturen er tiltaget i styrke og har ved 11-tiden sendt C25-indekset ned med hele 3,1 pct.

De seneste fem dage har indekset dermed smidt 6,8 pct., og nedturen har særligt ramt nogle af sidste års vinderaktier som Vestas og Ørsted.

Nedturen for de danske eliteaktier kan ifølge aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank kædes sammen med en tiltagende frygt for stigende renter - og usikkerhed om tiden efter de voldsomme likviditetsudpumpninger, som centralbankerne har understøttet markederne med i efterhånden lang tid.

DYRE AKTIER STÅR FOR SKUD

I tirsdagens marked ligger Vestas helt i bunden af C25-indekset med et fald på 6,5 pct. til 1150 kr., og siden årsskiftet har den dermed tabt 20 pct. efter sidste års fordobling af aktiekursen. Endnu værre er det gået får en aktie som Ørsted, som i år nu er faldet 24 pct. fra rekordhøjde.

- Ude i verden begynder mange investorer at få øjnene op for, at renterne måske ikke skal være ultra, ultra lave altid i fremtiden. Det giver en vis nervøsitet om nogle af de mere rentefølsomme aktier.

- Det er ofte nogen af dem, som er dyrt prisfastsat, fordi de har en stor del af deres pengestrømme et godt stykke ude i fremtiden, og de pengestrømme bliver mindre værd, når det er sådan, at renterne stiger, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Han tilføjer, at de finansielle markeder i efterhånden lang tid har været forvænte med ultra lave renter, men nu er inflationen begyndt at tikke op, hvilket skaber noget frygt for, at centralbankerne kommer med renteforhøjelser tidligere, end man tidligere havde ventet.

OVERFLOD AF LIKVIDITET

Ud over lave renter har centralbankerne også pumpet astronomiske summer af penge ud i markederne gennem massive opkøbsprogrammer, hvilket har sikret en overflod af likviditet på finansmarkederne igennem lang tid.

- Med den voldsomme likviditetsudpumpning, der er på de finansielle markeder, må man også forvente, at den dosis på et eller andet tidspunkt skal nedsættes. Vi har fået lavrente- og likviditetslykkepiller i så rig dosis i lang tid, at det kan ikke blive mere - og nu begynder investorerne så at frygte for, hvad der sker, når det bliver mindre.

- Den nervøsitet går næsten per definition ud over de dyrt prisfastsatte aktier, og det er så dem, vi har mange af herhjemme, og det er også ofte dem, der har klaret sig godt i en periode, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder