Analytiker om GN's aktiesalg: Løser ikke hele problemet men godt skridt på vejen

Udgivet den 25-05-2023  |  kl. 08:34  |  
Arkiv: Foto

GN er med gårsdagens kapitalrejsning kommet et godt stykke ad vejen mod at løse selskabets gældssituation, men de er endnu ikke helt i mål.

Det vurderer Morten Larsen, analytiker hos ABG Sundal Collier, efter at GN onsdag annoncerede aktiesalg for 2,75 mia. kr.

- Jeg er overordnet set positiv. Det løser ikke deres gældsproblem, men de er kommet en del af vejen. Det er ikke den store løsning - nærmere en mellemløsning, der er god nok for eksisterende aktionærer, og god nok til at løse en del af gældsproblemet, vurderer Morten Larsen til MarketWire.

GN har rejst godt 2,75 mia. kr. i bruttoprovenu gennem salget af 3,6 mio. eksisterende egne aktier og 13,7 mio. nye aktie.

Dertil skal der også frasælges aktiver for 1-2 mia. kr.

Kapitaludvidelsen sker for at nedbringe den store gæld, som GN pådrog sig med opkøbet af gamingudstyrsselskabet Steelseries sidste år.

Selskabet har allerede tidligere forsøgt at gennemføre en aktieemission - dengang på op mod 7 mia. kr. - men det endte med at blive blokeret af aktionærerne.

Ifølge Morten Larsen får GN nu lidt mere spillerum, og situationen ser lige nu fornuftig ud.

- Det er klart, at det er ikke den store løsning, så hvis makrosituationen pludselig bliver meget værre, og efterspørgslen falder, så har de stadig et problem. Men der, hvor de står nu, så ser det ganske fint ud, siger han.

Aktien har længe været under pres, og ifølge Morten Larsen er det især gældssituationen, der har trykket.

- Der er ingen tvivl om, at det, folk primært har imod aktien, er gældsproblematikken. I første kvartal viste GN et rigtig fornuftigt regnskab med mange gode momenter i sig. Så det underliggende selskab ser meget attraktivt ud, siger han.

GOD MODTAGELSE HOS INVESTORER

De i alt godt 17,3 mio. aktier blev solgt til en pris på 160 kr. per aktie, hvilket svarer til en rabat på 4,2 pct. fra lukkekursen onsdag på 167,05 kr.

Ifølge Morten Larsen er det svært at spå om, hvordan aktien vil reagere fra åbningen. Han hæfter sig dog ved, at aktierne er blevet solgt med en relativt lille rabat, hvilket vidner om en "fornuftig" modtagelse fra investorernes side.

Han fremhæver desuden, at Ambu for nyligt også var ude at sælge aktier - her med en rabat på 5 pct. - hvorefter aktien steg.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯