Antallet af tvangsauktioner er nu på et minimum
I løbet af 2017 blev 878 huse og ejerlejligheder solgt på tvangsauktion i Danmark. Det er både det laveste antal samt den mindste andel af det samlede salg i indeværende årti, viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk.
Ud af de i alt 67.982 handler, der blev gennemført sidste år, udgjorde tvangsauktioner blot 1,3 procent. Det svarer til, at lidt over én ud af 100 salg foregik via tvang. Til sammenligning gjaldt det knap hver 13. bolig i 2011, og der er dermed tale om et ganske mærkbart fald.
Ser vi på selve antallet af boliger solgt på tvangsauktion, er det siden 2011 faldet med over 200 procent fra et niveau på 2.893 salg. Og alene fra 2016 til 2017 er der tale om en nedgang i antallet på 600 handler.
"Antallet af gennemførte tvangsauktioner er stort set dalet år for år i hele årtiet, hvor det samlede salg derimod er steget eksplosivt fra 36.000 handler i 2011 til 68.000 sidste år. Så når vi ser, at andelen er faldet til et nærmest minimalt niveau, er det et klart udtryk for en helt generel optur på boligmarkedet," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Niveauet kan falde yderligere
I tider, hvor boligmarkedet er præget af stor købelyst, er der med få undtagelser store økonomiske fordele ved at forsøge at sælge i almindelig fri handel fremfor at gennemføre en tvangsauktion.
"Det er uden tvivl den mest afgørende årsag til, at niveauet er så lavt, som vi ser nu. Og når vi samtidig ser prisstigninger over en bred kam, øger det incitamentet til netop at sælge på almindelige vilkår, så chancen for at lande på benene for de pågældende ejere øges," siger Birgit Daetz.
Hun vurderer, at der er potentiale til, at andelen kan falde yderligere.
"Fortsætter salget med at stige til eksempelvis 70.000 salg i 2018, mens antallet af afholdte tvangsauktioner falder til et niveau omkring 500 styks, lander vi på minussiden af en enkelt procent. Det ville være ekstraordinært lavt," siger Birgit Daetz.
Andel af tvangsauktioner ift. det samlede boligsalg
År | Antal tvangsauktioner | Antal solgte i fri handel | Andel tvangsauktioner |
---|---|---|---|
2011 | 2.893 | 36.140 | 8 % |
2012 | 2.964 | 41.204 | 7,2 % |
2013 | 2.534 | 43.894 | 5,8 % |
2014 | 2.047 | 50.239 | 4,1 % |
2015 | 1.856 | 61.320 | 3 % |
2016 | 1.478 | 63.264 | 2,3 % |
2017 | 878 | 67.982 | 1,3 % |
(Tabellen viser antal solgte tvangsauktioner samt antal solgte boliger i fri handel i perioden 2011-2017. Salgstallene dækker over handler af villaer, rækkehuse og ejerlejligheder. Kilde: Boligsiden.dk)
Interesseret i at købe på tvangsauktion? Se udbuddet her.
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›