A.P. Møller-Mærsk udvider i Kina

Udgivet den 09-03-2005  |  kl. 09:24  |  

A.P. Møller-Mærsk udvider tilstedeværelsen i Kina på baggrund af landets hastigt voksende terminal- og havnesektor, skriver avisen China Daily.

- Vi har adskillige terminaler under opbygning i Kina i øjeblikket, og vi vil fortsætte med at udvide andre geografiske steder, siger Richard Nicholson, vice-president for Mærsk's terminaler i Kina.

Koncernen driver p.t. fem terminaler på det kinesiske fastland, i byerne Shenzhen, Dalian, Shanghai, Qingdao og Xiamen. Og koncernen er på vej til at opføre terminaler i et antal andre større havne, såsom den nordlige havn Tianjin og den østlige havn Ningbo.

Ekspansionen skyldes kinesernes heftige vækst i udenrigshandelen og den økonomiske vækst. Landets BNP voksede 9,5 pct. i 2005, og udenrigshandelen voksede 35 pct. årligt.

Denne vækst blev afspejlet i havnenes samlede volumen på 4 mia. tons sidste år, en stigning på 20 pct. på årsbasis.

Nicholson forventer, at Kina vil håndtere 33 pct. af verdens samlede omsætning i containerterminaler i 2008 - en stigning fra 25 pct. i dag.

- Væksten er enorm. De kinesiske havne arbejder hårdt, fordi kapaciteten knap kan følge med efterspørgslen, siger Nicholson.

Udgivet af: NPinvestordk