Asien: Generelle kursfald på fornyet virusfrygt

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 06:42  |  

De asiatiske aktier vender generelt den tunge ende nedad fredag, da frygten for spredning af coronavirus sender kapitalstrømme mod mere beskyttede amerikanske aktiver.

Selv Wall Street vendte nedad sent torsdag efter nyheder om øgede antal infektioner i Beijing og Sydkorea.

- Virusangsten er steget til et nyt niveau med bekymringer for virusudbrud i Beijing og uden for Kina. Asiatiske valutaer er voldsomt svækkede, inklusive yen, da recessionsfrygten overgår den vanlige efterspørgsel efter sikker havn, siger valutastrateg Rodrigo Catril fra NAB i Sydney til Reuters.

MSCI's bredeste indeks over Asien-Stillehavet uden for Japan dropper 0,8 pct.

I Tokyo holder den svækkede yen til dels hånden under de store eksportvirksomheder.

Nikkei 225-indekset viger med 0,1 pct., mens det bredere Topix-indeks øger 0,2 pct.

De kinesiske aktieinvestorer på fastlandet satser på mere stimulus fra myndighedernes side. Shanghai Composite og CSI 300-indekset stiger henholdsvis 0,6 pct. og 0,7 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks modsat taber 0,7 pct.

På de øvrige fjernøstlige børser lukker Taiwans Taiex-indeks med et minus på 0,3 pct., Kospi-indekset i Seoul dropper 1,4 pct., og Singapores Strait Times-indeks falder knap 0,1 pct.

Sydneys ASX-indeks lukker med et tab på 0,3 pct.

Futures for de store amerikanske aktieindeks ligger med fald på 0,4-0,5 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,1
Topix +0,2
Hongkongs Hang Seng -0,7
China Shanghai Composite +0,6
China CSI 300 +0,7
Taiwan Taiex -0,3
Sydkoreas Kospi -1,4
Indiens BSE Sensex Lukket
Singapores STI -0,1
Sydney ASX 200 -0,3

Indeksværdi klokken 6.15.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder