Asien: Kun kinesiske stimuli står imod kursfald i hele regionen
De asiatiske aktiemarkeder ligger med generelle kursfald onsdag, hvor kun de kinesiske aktieinvestorer bryder den overordnede negative indstilling.
Skuffende indtjening hos Europas største tech-firma ASML trækker chip-aktierne rundt i manegen, mens en svag udvikling hos den franske luksusgigant LVMH klart indikerer, at efterspørgslen efter luksusvarer i Kina fortsat viger, hvilket svækker noget af den entusiasme, der er bygget op omkring Kina efter meldinger om massive stimuli, der dog fortsat endnu ikke er sat i værk.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,3 pct.
De amerikanske indeksfutures svinger tæt om nul, og ved 6-tiden indikeres en stigning i det brede marked på under 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
De kinesiske aktier på fastlandet ligger blandede, da investorerne fortsat afventer konkrete detaljer om regeringens stimulusplaner. Aktierne i Hongkong er til gengæld positive i forventning om, at torsdagens regeringsbriefing med fokus på den kriseramte ejendomssektor vil blive en stabiliserende faktor for hele markedet.
- Vi mener, at investorer bør se de politiske meddelelser som en integreret plan snarere end isolerede budskaber - det politiske omdrejningspunkt ser meget ud til at være kommet for at blive, vurderer strateg Steven Sun fra HSBC i et notat ifølge Reuters.
CSI 300-indekset falder 0,2 pct., mens Shanghai Composite ligger med en stigning på 0,4 pct., og Hong Kongs Hang Seng-indeks øger 0,9 pct.
I Tokyo breder et generelt mismod sig på de finansielle markeder.
Nikkei-indekset dropper 2,1 pct., og Topix-indekset falder 1,1 pct.
Den skuffende indtjening hos ASML, hvis kunder omfatter AI-chipproducenten TSMC, logikchipproducenterne Intel og Samsung samt chipspecialisterne Micron og SK Hynix, rammer aktierne i Seoul og Taipei.
Kospi-indekset viger 0,6 pct., og Taiex-indekset falder 0,3 pct., mens Singapores Strait Times-indeks er blandt de får positive markeder med et plus på 0,4 pct.
Sydneys ASX-indeks står til at lukke med et tab på 0,3 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -1,8 |
Topix | -1,1 |
Hongkongs Hang Seng | +0,9 |
China Shanghai Composite | +0,4 |
China CSI 300 | -0,2 |
Taiwan Taiex | -0,3 |
Sydkoreas Kospi | -0,6 |
Indiens BSE Sensex | +0,1 |
Singapores STI | +0,4 |
Sydney ASX 200 | -0,3 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯ indblik❯