Asien: Kursfald over hele linjen

Udgivet den 16-01-2024  |  kl. 06:42  |  

De asiatiske aktiemarkeder dropper tirsdag i takt med fald i de amerikanske aktiefutures efter stramme bemærkninger fra diverse centralbankmedlemmer, der divergerer markant med investorernes forventningerne.

Det dæmper forventningerne til generelle internationale rentenedsættelser, forud for en tale fra den amerikanske centralbank, Federal Reserves indflydelsesrige pengepolitiske medlem Christopher Waller.

Waller, der er kendt som en af høgene i centralbankens renteudvalg, FOMC, skrottede den stamme retorik i slutningen af november og var med til at starte den massive positive stemning i de finansielle markeder med store aktiekursstigninger og markante rentefald frem til årsskiftet til følge.

- Husk på, at Waller var ansvarlig for at sætte gang i de amerikanske aktier, da han indikerede en defineret vej for Federal Reserve til at lette pengepolitikken, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne til Reutes og fortsætter:

- Risikoen er, at han trækker i land i forhold til markedspriserne for en rentenedsættelse i marts og pointerer, at det ikke haster med at normalisere pengepolitikken.

Det vil i så fald ramme guldprisen, lægge pres på Nasdaq 100 og styrke amerikanske dollar ifølge chefanalytikeren.

MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier dropper 1 pct. til det laveste niveau siden midten af december.

De amerikanske aktiefutures indikerer samtidig fald på 0,3-0,5 pct. i de store aktieindeks, når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Japan ligger markedet under for gevinsthjemtagning, der presser de store aktieindeks tilbage trods en svækkelse af den japanske yen.

Mandag ramte de japanske aktier det højeste niveau siden februar 1990 efter seks dag i træk med stigninger.

Nikkei 225 viger 0,6 pct., og Topix-indekset falder 0,6 pct.

De kinesiske aktieinvestorer er nervøse forud for onsdagens vækstdata, der kan bekræfte den økonomiske nedtur for den kinesiske aktivitet.

Shanghai Composite og CSI 300 falder henholdsvis 0,6 pct. og 0,3 pct., og Hong Kong Stock Exchange dykker tungt med et minus i Hang Seng-indekset på 1,8 pct.

Også de øvrige børser lyser i varierede nuancer af rødt. Taipeis Taiex-indeks og Seouls Kospi-indeks falder begge 0,9 pct., mens Singapores Strait Times-indekset viger 0,3 pct.

ASX-indekset på børsen i Sydney er lukket med et fald på 1,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -0,6
Topix -0,6
Hongkongs Hang Seng -1,8
China Shanghai Composite -0,6
China CSI 300 -0,3
Taiwan Taiex -0,9
Sydkoreas Kospi -0,9
Indiens BSE Sensex +0,1
Singapores STI -0,3
Sydney ASX 200 -1,1

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder