Asien: Stimulushåb sender risikofyldte aktiver over disken

Udgivet den 21-10-2020  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktiemarkeder ligger generelt højere onsdag i håb om, at en ny runde af amerikansk stimulus vil blive forhandlet på plads i Washington.

Det har sat de amerikanske T-bond på udsalg, mens investorerne i stedet flokkes om aktierne og andre mere risikofyldte aktiver.

- Tokyo-markedet starter på et stærkt grundlag med momentum, der stammer fra gevinster natten over på Wall Street på baggrund af håb om yderligere økonomiske foranstaltninger i USA, skriver Okasan Online Securities i et notat ifølge AFP.

Forhandlingerne om en stimuluspakke fortsætter onsdag i Washington.

MSCI's bredeste indeks over aktier i Asien og Stillehavet uden for Japan stiger 0,6 pct., og de amerikanske futures peger på kursstigninger på 0,5-0,6 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.

I Tokyo stiger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,5 pct., og det bredere Topix-indeks øger 0,8 pct.

De kinesiske aktiemarkeder på fastlandet er blandt de få negative onsdag. Shanghai Composite falder 0,4 pct., og også CSI 300-indekset dykker 0,4 pct.

Børsen i Hongkong øger derimod 0,8 pct. målt på Hang Seng-indekset.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,5
Topix +0,8
Hongkongs Hang Seng +0,8
China Shanghai Composite -0,4
China CSI 300 -0,4
Taiwan Taiex +0,2
Sydkoreas Kospi +0,4
Indiens BSE Sensex +0,6
Singapores STI +0,4
Sydney ASX 200 +0,1

Indeksværdi klokken 5.35.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder