Asien: Svingende stemning men positive amerikanske futures

Udgivet den 05-07-2022  |  kl. 06:32  |  

De asiatiske aktieinvestorer svinger tirsdag morgen mellem positive økonomiske data og antydninger af aftagende spændinger mellem Kina og USA på den ene side og vedvarende frygt for global recession og skyhøj inflation på den anden.

Fra USA meldes om overvejelser om lempelse af tolden på varer for at dæmpe inflationen, mens økonomiske data fra såvel Kina som Japan viser markante stigninger i serviceaktiviteten.

Men frygten for, at centralbankernes kamp mod inflationen vil sende den globale økonomi i recession, ulmer fortsat under overfladen.

- Markedsdeltagere vurderer stadig virkningen af tovtrækkeriet mellem inflation på vedvarende forhøjet niveau og tegn på et potentielt en kommende amerikansk recession, siger strateg Redmond Wong fra Saxo Markets Hongkong ifølge Reuters.

MSCI's bredeste indeks for Asien og Stillehavsområdet uden for Japan stiger 0,3 pct., og de amerikanske aktieindeks-futures indikerer plusser i de tre store aktieindeks på 0,3-0,5 pct., når markedet i New York genåbner oven på den forlængede weekend senere på dagen.

De japanske investorer læner sig først og fremmest op ad udviklingen i de amerikanske futures.

Det toneangivende Nikkei 225-indeks stiger 0,8 pct., og det brede Topix-indeks øger 0,4 pct.

De kinesiske investorer er mere tilbageholdende oven på mandagens stigninger.

Shanghai Composite viger 0,7 pct. og CSI 300 falder 0,1 pct.

Hongkongs børs er modsat let positiv med en stigning i Hang Seng-indekset på 0,1 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 +0,8
Topix +0,4
Hongkongs Hang Seng +0,1
China Shanghai Composite -0,7
China CSI 300 -1,0
Taiwan Taiex -0,6
Sydkoreas Kospi +1,1
Indiens BSE Sensex n/a
Singapores STI -0,4
Sydney ASX 200 +0,4

Indeksværdi klokken 5.15.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Asien❯  Market Close❯  Shares❯