Avis: Britiske 3i ved at overtage Dansk Kapitalanlæg
København--31. august--NetPosten--Det er efter alt at dømme en af Europas største venturefonde, det britiske 3i, der er ved at overtage Dansk Kapitalanlæg, der sidder med betydelige aktieposter og ejerskaber i dansk erhvervsliv. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.
Onsdag blev Dansk Kapitalanlæg flyttet over på fondsbørsens observationsliste, fordi selskabet meddelte, at visse investorer har rettet henvendelse om køb af hele eller dele af koncernen. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger peger meget i retning af, at det er 3i, der for øjeblikket har Norden i kikkerten og for nylig har købt op i Finland.
- Danmark er et land, der har vores interesse, siger Liz Hewitt, der er chef for Corporate-afdelingen hos 3i, men hun ønsker ikke at kommentere, hvorvidt 3i er i forhandlinger med danske selskaber. 3i investerede sidste år for 17 mia. kr. i knap 600 internationale vækstvirksomheder.
Hvem der er interesseret i at købe Dansk Kapitalanlæg er endnu en hemmelighed. Adm. direktør Niels K. Agner vurderer, at interessen ikke er samlet om nogen speciel del af de 56 selskaber i Dansk Kapitalanlægs række af ejerskaber, men snarere hele sammensætningen.