Avis: Lundbeck deler unik viden med konkurrenter
Det danske medicinalfirma Lundbeck, som har udviklet tre typer af genmodificerede skizofrene mus, har valgt at dele deres nye viden med konkurrenter som blandt andet Pfizer, Eli Lilly og AstraZeneca. Den nye viden skal hjælpe selskabet med videreudvikling af antipsykotisk medicin, et marked på godt 150 mia. kr. Det skriver Berlingske Business.
- Da det lykkedes at generere musene, ville alle gerne være med, fordi de kunne se potentialet. Vi har valgt at sige, at det er så stor en ting, som, vi gerne vil have, skal føre til noget, at vi har givet musene til de andre firmaer, fortæller afdelingschef i Lundbecks forskningsafdeling Michael Dideriksen til Berlingske Business.
Det danske selskab har indgået aftaler med de forskellige firmaer om, hvem der undersøger hvilke aspekter ved musene for at undgå dobbeltarbejde. Den viden, som selskaberne henter ud af musenes hjerne, vil blive samlet og delt, skriver avisen.
Forskningssamarbejde på tværs af industrien er blevet et stadigt mere varmt emne både blandt etablerede medicinalproducenter og hos mindre biotekselskaber. Industrien er økonomisk presset af pantentudløb og prispres fra de offentlige myndigheder og forsikringsselskaber, der skal betale for medicinen. Samtidig bliver det stadig sværere at opfinde nye lægemidler, noterer avisen endvidere.