Børsens Nyhedsmagasin: Ikke indlysende at argumentere for dansk ØMU-deltagelse
København--13. september--NetPosten--Eurolands fire sværvægtere - Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien - opnår kun middelmådige placeringer i Børsens Nyhedsmagasins VM i økonomi, der i år gennemføres for 13. år i træk. De fire lande formår i konkurrencen mellem de 27 OECD-lande kun at placere sig som henholdsvis nummer 12, 14, 18 og 22, mens Danmark er nummer fire.
På den baggrund er det slet ikke indlysende at argumentere for, at Danmark skal binde sin økonomi op på disse - økonomisk set - relativt svage lande. Slet ikke, når vi selv klarer os udmærket økonomisk uden for ØMU-selskabet, skriver nyhedsmagasinet.
De dårlige placeringer til Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien er ingenlunde en enlig svale. De fire lande har konsekvent været et dårligt økonomisk selskab gennem den sidste halvdel af 1990´erne. Det kunne være et varsel om, at det grundlæggende er helt galt fat i med indretningen af økonomierne i det centrale Euroland, og at det under alle omstændigheder er en dårlig ide at binde dansk økonomi for fast til disse lande.
Vinderen af Børsens Nyhedsmagasins VM i økonomi er ligesom sidste år Holland, der opnår høje placeringer i alle de tre kategorier, som de 27 deltagende OECD-lande har konkurreret i: Traditionelle nøgletal, landenes muligheder for at klare sig i fremtiden og økonomiens åbenhed.
Målt alene på traditionelle nøgletal er Finland nummer et i årets konkurrence. Landet har på imponerende vis trukket sig selv op ved hårene efter den dybe økonomiske krise, som landet var i for fem-seks år siden.