Børsintroduktioner vågner op til dåd igen - citat
Der er håb om, at det slumrende marked for børsintroduktioner er ved at vågne op til dåd igen, efter at der gennem den senere tid er blevet annonceret flere af slagsen.
Den franske indretningsvirksomhed Maisons Du Monde afslørede mandag, at virksomheden er indstillet på at udføre, hvad der ikke blot er Frankrigs første børsintroduktion i 2016, men også en af de største børsintroduktioner dette år. Firmaet har angiveligt en værdi på mere end 1 mia. euro.
Det skriver Financial Times.
- Volatiliteten i markedet er en kendsgerning. Vi bliver betragtet som en perle, fordi vi har en forhistorie med god vækst, og vores forretningsmodel er unik, siger Gilles Petit, administrerende direktør for Maisons Du Monde.
Maison Du Mondes annoncering skete samme dag, som Phillips fortalte, at virksomheden har planer om at udskille Phillips Lighting fra Phillips. Sidste uge afslørede Dong Energy desuden sine planer om en notering på Nasdaq i København i midten af året.
Transaktionerne kommer på et vanskeligt tidspunkt for børsintroduktioner, da turbulente markeder og bekymring om den amerikanske og kinesiske økonomi har sløvet investorernes appetit på at deltage i denne type handler.
/ritzau/FINANS
Tags: Newspaper - Internat❯