Bank of America: Perifer chance for sænkning af dansk repo i år

Udgivet den 27-07-1998  |  kl. 09:53  |  

København--27. juli--NetPosten--Den danske rentekurve vil sandsynligvis flade i den kommende tid, hvis situationen i Japan og Asien ikke bliver bedre, vurderer Bank of America.

Uafhængige renteændringer fra Nationalbanken kan ikke forventes, idet politikken er tæt knyttet til den tyske Bundesbank. Imidlertid er der en perifer chance for en lille sænkning af repo-renten inden årets udgang, hvis Bundesbank holder renterne i ro og inflationen fortsat opfører sig pænt.

Spændet over for Bund'en er udvidet til omkring 25 basispoint på baggrund af dårligere betalingsbalancetal end ventet. Men et lavere inflationstal end ventet for juni (1,7 pct) og en gradvis aftagen i den hjemlige efterspørgsel som følge af pinsepakken bør bringe spændet ind igen, spår banken.

Der er ringe grund til at vente, at den danske krone vil afvige fra sin ERM-centralkurs over for D-marken.

Udgivet af: NPinvestordk