Bank of America-strateg: Professionelle investorer købte stort ind i sidste uge

Udgivet den 13-08-2024  |  kl. 16:13  |  

Bank of Americas kunder var for første gang i mere end en måned nettokøbere af amerikanske aktier i sidste uge, hvor massiv aktieuro prægede børserne verden over.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til Bank of Americas aktiestrateg Jill Carey Hall.

Hun skriver i et notat, at det særligt var de professionelle institutionelle investorer, der anførte opkøbet af amerikanske aktier.

Samlet købte Bank of Americas kunder for netto 5,8 mia. dollar, eller næsten 40 mia. kr., amerikanske aktier i sidste uge.

Det er det tiende største nettokøb på en uge i Bank of America-regi siden 2008, skriver Bloomberg.

På brancheniveau tankede kunderne især aktier inden for sektorer som teknologi og kommunikation.

Opkøbet faldt i løbet af en uge, hvor det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks noterede både sin værste og sin bedste dag siden 2022.

Mandag faldt indekset 3 pct., da investorer verden over trak stikket på de såkaldte "yen carry-handler". De dækker over investeringer finansieret med billige yenlån, som investorerne pludselig ønskede at hoppe ud af efter en overraskende japansk renteforhøjelse i forrige uge.

Torsdag rettede S&P 500-indekset sig imidlertid for alvor med et plus på 2,3 pct., og samlet over ugen endte S&P 500-indekset stort set uændret.

Desuden er indekset gået lidt frem mandag og tirsdag med omkring 1 pct.

Og i Japan, der var arnestedet for uroen, har det toneangivende Nikkei-indeks med en stigning på 3,5 pct. tirsdag nu indhentet hele styrtdykket på over 12 pct. mandag den 5. august.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder