Bank of America: USD/JPY falder til 100 uden G7-intervention

Udgivet den 20-09-1999  |  kl. 13:00  |  

København--20. september--NetPosten--Dollaren faldt kraftigt mod yen i sidste uge på trods af forsøg fra Bank of Japan på at vende nedgangen. 105 yen blev elimineret uden problemer, og hvis ikke Nikkei-indekset faldt kraftigt i torsdags, kunne 100-niveauet være forsvundet lige så let, vurderer Bank of America i sin ugentlige analyse.

Dollaren er nu kommet tilbage over 107 Y på forventninger om en koordineret intervention efter G7-topmødet i den kommende weekend. Hvis Bank of Japan skal undgå, at dollar/yen falder til 100 Y-niveauet, er en fælles intervention en nødvendighed.

Derfor er der større opmærksomhed omkring dette G7-møde, end der har været omkring G7-møder i lang tid. Bank of America venter imidlertid, at USA vil have noget igen, hvis landet hjælper Japan - f.eks. sikre sig detaljer i en kommende finanspolitisk stimuleringspakke.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder